Leder: Til healing i kirken

Man kan mene om religion, hvad man vil, men i det mindste er det da et centralt element i alle religioner, at de især handler om, at man skal opfør...

Slettet Bruger,

17/09/2009

Man kan mene om religion, hvad man vil, men i det mindste er det da et centralt element i alle religioner, at de især handler om, at man skal opføre sig ordentligt overfor andre mennesker. Anderledes forholder det sig med al den alternative hokus pokus, som går under samlebetegnelsen New Age: Her handler det kun om en selv. Navlen er i fokus, og målet er selvrealisering, helbredelse for både faktiske og indbildte sygdomme samt opnåelse af lykke via de mest fantasifulde genveje, som tænkes kan. Har du hovedpine? Bliv masseret under fødderne. Ved du ikke, hvad du skal gøre med dit liv? Snak med en astrolog. Ondt i kærlighedslivet? Køb en krystal.

Den slags skal nu også være at finde på folkekirkens hylder, og er det allerede flere steder, kan vi forstå ved læsning af torsdagens Kristeligt Dagblad. Healerne kommer - til en folkekirke nær dig!

Engang koncentrerede folkekirken sig om det, som samlede alle dens medlemmer: Troen på Gud, hans enbårne søn og et liv efter døden. I dag bruger menighederne - alt efter præferencer - også tid på at give asyl til afviste asylansøgere, som efter alt at dømme ikke har noget at frygte ved hjemrejse, og så altså også healing. Det er ligesom ikke længere nok med troen.

Er kirkerne ved at udvikle sig til livsstils- og holdningssupermarkeder? Det skal de i så fald være velkomne til, men hvis det for nogle ikke stod klart før, så må det da i stigende grad gøre det nu, at den slags er der ingen grund til at blande ens medmennesker ind i. Folkekirkens medlemmer kan have deres asylreservationer og New Age-tilbøjeligheder helt i fred for os andre, men vi vil også gerne have fred for dem.

Adskil venligst kirken fra den stat, som vi alle er tvunget til at være medlemmer af. Så har ingen grund til at brokke sig mere, for alle kan gøre, som de hver især lyster.

Kilde: