Leder: Thornings løgne

Slettet Bruger,

09/09/2007

Det er som om, Socialdemokraterne altid er en tand mere skruppelløse i kampen for regeringsmagten end de borgerlige partier. Hvem husker ikke Poul Nyrup Rasmussens valgkamp i 1998, som blev vundet på i hvert fald to store løgne: Der var efterlønsgarantien, som blev brudt umiddelbart efter valget. Og der var påstanden om, at vælgerne med Uffe Ellemann-Jensen som statsminister, modsat med Nyrup, kunne risikere at skulle stemme om EU-forbeholdene - efter valget sendte Poul Nyrup Rasmussen selv dansk deltagelse i eurosamarbejdet til afstemning.

Denne skruppelløse omgang med sandheden fortsætter nu med Helle Thorning-Schmidt, for den valgkampstrategi, som Socialdemokraterne har opbygget under hendes ledelse, er gennemført løgnagtig. Det afsløredes bl.a. af Thornings tale på Socialdemokraternes partikongres lørdag.

For det første gentog Helle Thorning-Schmidt påstanden om, at den borgerlige regering ikke både kan øge de offentlige udgifter og give skattelettelser: "De forsøger hele tiden at bilde vælgerne ind, at man både kan få mere velfærd og få skattelettelser," sagde hun. Jamen, det er jo ikke noget, regeringen bilder os ind, det er helt åbenlyst sandt. Når produktionen i samfundet vokser, og når indtægterne i statskassen følger med, så kan man naturligvis godt bruge nogle af pengene på flere offentlige udgifter og andre på at lette skatten. Det kan enhver forstå, og når Thorning påstår det modsatte, så er det en lodret løgn, for vi må gå ud fra, at hun også kan forstå det.

For det andet hævdede Helle Thorning-Schmidt i sin tale, at regeringen ikke bruger flere penge i det offentlige: "Enhver der læser 2015-planen kan jo også se, at regeringen og Dansk Folkeparti - hvis de fortsætter - ikke agter at forbedre vores velfærd frem til 2015," lød det fra hende. Sandheden er imidlertid, at regeringen lægger op til at bruge 26,5 procent af et større BNP end det nuværende på offentligt forbrug. I dag bruges der kun 26 procent. En højere procent at et højere beløb vil regeringen altså bruge på det, som Thorning kalder velfærd. Når hun påstår, at regeringen ikke vil bruge flere penge, så er det igen en løgn.



For det tredje tog Helle Thorning-Schmidt nationalbankdirektør Niels Bernstein til indtægt for, at regeringens lille lettelse af indkomstskatten er helt uansvarlig: "Skattelettelsen, der gives, er så voldsom, at effekten samtidig vil medføre en overhængende risiko for overophedning i vores samfund. Og på det punkt er nationalbankdirektørens kritik uafviselig," sagde hun. Men virkeligheden er, at Bernstein har kritiseret den høje vækst i det offentlige forbrug, som regeringen har fremlagt med sit forslag til finanslov for 2008. Altså det forbrug som ifølge Thorning er alt for lille! At hun udlægger Bernsteins kritik af regeringen, som om den er i hendes favør, er derfor også en løgn. Sandheden er, at han ville have kritiseret hendes politik endnu mere, hvis hun var statsminister.



Hele tre løgne i løbet af få minutters tale. Det er imponerende dårligt gået, Helle Thorning-Schmidt! Der er ikke mange politiske grunde til at ønske Fogh som statsminister fremfor Thorning - de fører begge socialdemokratisk politik. Men i det mindste synes det som om, Anders Fogh Rasmussen har fået en bedre opdragelse end Helle Thorning-Schmidt, hvad angår det acceptable i at nå sine mål ved bevidst at tale usandt.

Kilde: