Der er to muligheder, når ledelsen i Københavns Kommune nu bebuder at ville gøre noget ved "sygefraværet" på 21 dage i gennemsnit per ansat:
Enten er snakken om at sætte bløde værdier i højsædet og drage større omsorg for de ansattes trivsel, hvad den giver sig ud for at være, nemlig en total følgagtighed overfor en fordærvet pjækkekultur* i kommunen, som retfærdiggøres af de ansatte og deres fagforeninger med tidens modefraser om stress, udbrændthed og mangel på anerkendelse. Eller også dækker ordene i virkeligheden over, at ledelsen nu skal til at spørge mere dybdegående ind til de ansattes velbefindende, når de konstant melder sig syge, så snyderne føler ledelsens ånde i nakken, men at denne medicin blot er beklædt med en sukkerskal for at få den til at glide lettere ned hos de ansatte.
Den første mulighed er slem. Den fortæller om en ledelse, som har abdiceret fra lederskabet. En ledelse der i årevis ikke har gjort noget ved, at der har udviklet sig en skadelig kultur i kommunen, hvor man føler sig berettiget til at tage for sig af fridage, for det gør de andre jo også, og man gør det, fordi det aldrig har haft konsekvenser for nogen af de pjækkende. Løsningen på det problem er ikke, at ledelsen udviser større omsorg for medarbejderne, men derimod omsorg for skatteyderne og benytter sig af noget så gammeldags som fyresedler til dem, der hellere vil snyde sig til betalte fridage end arbejde for deres løn. Når de første 10-20 afskedigelser er eksekveret, så skal de resterende 46.000 medarbejdere nok finde det gode helbred frem igen.
Den anden mulighed vidner om en konfliktsky ledelse, som ikke tør sige sine ansatte et par sandheder, men dog en ledelse der ved, hvor skoen trykker og vil gøre noget ved problemet.
De ansatte og deres fagforeninger slipper dog under ingen omstændigheder af krogen. Mange af dem strejker i disse dage med krav om, at de vil have samme løn, som man får i den private sektor, hvor sygefraværet gennemsnitligt er på under det halve af forholdene i Københavns Kommune. Man fristes til at spørge, hvad disse strejkende egentlig bilder sig ind? Synes de virkelig selv, at de har fortjent samme løn, når man tager deres lemfældige omgang med sygemeldinger med i opgørelsen?
* Enkelte læsere vil indvende, at der ikke er fremført dokumentation for, at det høje fravær skyldes pjæk. Det er imidlertid ikke nødvendigt. Ethvert almindeligt, snusfornuftigt menneske ved, at det ikke er muligt for 46.000 kommunalt ansatte at være reelt syge 21 dage om året i gennemsnit. Det ville kræve udbrud af epidemier af både SARS, fugleinfluenza og tuberkulose i landets hovedstad, som ingen medicinere kan berette om.
Enten er snakken om at sætte bløde værdier i højsædet og drage større omsorg for de ansattes trivsel, hvad den giver sig ud for at være, nemlig en total følgagtighed overfor en fordærvet pjækkekultur* i kommunen, som retfærdiggøres af de ansatte og deres fagforeninger med tidens modefraser om stress, udbrændthed og mangel på anerkendelse. Eller også dækker ordene i virkeligheden over, at ledelsen nu skal til at spørge mere dybdegående ind til de ansattes velbefindende, når de konstant melder sig syge, så snyderne føler ledelsens ånde i nakken, men at denne medicin blot er beklædt med en sukkerskal for at få den til at glide lettere ned hos de ansatte.
Den første mulighed er slem. Den fortæller om en ledelse, som har abdiceret fra lederskabet. En ledelse der i årevis ikke har gjort noget ved, at der har udviklet sig en skadelig kultur i kommunen, hvor man føler sig berettiget til at tage for sig af fridage, for det gør de andre jo også, og man gør det, fordi det aldrig har haft konsekvenser for nogen af de pjækkende. Løsningen på det problem er ikke, at ledelsen udviser større omsorg for medarbejderne, men derimod omsorg for skatteyderne og benytter sig af noget så gammeldags som fyresedler til dem, der hellere vil snyde sig til betalte fridage end arbejde for deres løn. Når de første 10-20 afskedigelser er eksekveret, så skal de resterende 46.000 medarbejdere nok finde det gode helbred frem igen.
Den anden mulighed vidner om en konfliktsky ledelse, som ikke tør sige sine ansatte et par sandheder, men dog en ledelse der ved, hvor skoen trykker og vil gøre noget ved problemet.
De ansatte og deres fagforeninger slipper dog under ingen omstændigheder af krogen. Mange af dem strejker i disse dage med krav om, at de vil have samme løn, som man får i den private sektor, hvor sygefraværet gennemsnitligt er på under det halve af forholdene i Københavns Kommune. Man fristes til at spørge, hvad disse strejkende egentlig bilder sig ind? Synes de virkelig selv, at de har fortjent samme løn, når man tager deres lemfældige omgang med sygemeldinger med i opgørelsen?
* Enkelte læsere vil indvende, at der ikke er fremført dokumentation for, at det høje fravær skyldes pjæk. Det er imidlertid ikke nødvendigt. Ethvert almindeligt, snusfornuftigt menneske ved, at det ikke er muligt for 46.000 kommunalt ansatte at være reelt syge 21 dage om året i gennemsnit. Det ville kræve udbrud af epidemier af både SARS, fugleinfluenza og tuberkulose i landets hovedstad, som ingen medicinere kan berette om.
