Statsminister Anders Fogh Rasmussen skylder svar: Har han opgivet sin målsætning om, at Danmark i de kommende år skal have de samme økonomiske vækstrater som i de seneste ti år? Eller lever målet stadig, og hvad har han i så fald tænkt sig at gøre for at nå det?
Danmark vil frem mod 2012 have den laveste økonomiske vækst i hele OECD-området, og en øget vækst kan kun komme ét sted fra: Et større udbud af arbejdskraft. En effektiv måde at fremskaffe denne arbejdskraft på ville være at holde op med at betale raske og rørige 60-årige for at gå på tidlig pension via efterlønsordningen. Men i går, onsdag, aflivede statsministeren enhver tale om en efterlønsreform.
Hvad vil Anders Fogh Rasmussen så gøre for at få de 220.000 danskere ekstra i beskæftigelse, som målsætningen om fortsat flotte vækstrater kræver? Lidt småjusteringer er tilsyneladende det eneste, han har at byde på. Statsministeren vil "kigge på blandt andet flekstid, ferie- og fridage, og om overarbejde kan udbetales i stedet for afspadsering", men selv med meget optimistiske briller på vil disse tiltag kun øge arbejdskraftudbudet med en brøkdel af det påkrævede.
Sandheden, som også Anders Fogh Rasmussen må forholde sig til, er, at man i Danmark anno 2008 ikke både kan beholde alle væsentlige overførselsindkomster stort set uændrede og skaffe væsentligt mere arbejdskraft til det danske samfund. Vi står med andre med et valg:
Vil vi velstand? Eller vil vi frede overførselsindkomsterne? For øjeblikket fører statsministeren an i et vælgerbedrag. Han hævder, at han vil begge dele, selvom han ved, at det ikke kan lade sig gøre.
Danmark vil frem mod 2012 have den laveste økonomiske vækst i hele OECD-området, og en øget vækst kan kun komme ét sted fra: Et større udbud af arbejdskraft. En effektiv måde at fremskaffe denne arbejdskraft på ville være at holde op med at betale raske og rørige 60-årige for at gå på tidlig pension via efterlønsordningen. Men i går, onsdag, aflivede statsministeren enhver tale om en efterlønsreform.
Hvad vil Anders Fogh Rasmussen så gøre for at få de 220.000 danskere ekstra i beskæftigelse, som målsætningen om fortsat flotte vækstrater kræver? Lidt småjusteringer er tilsyneladende det eneste, han har at byde på. Statsministeren vil "kigge på blandt andet flekstid, ferie- og fridage, og om overarbejde kan udbetales i stedet for afspadsering", men selv med meget optimistiske briller på vil disse tiltag kun øge arbejdskraftudbudet med en brøkdel af det påkrævede.
Sandheden, som også Anders Fogh Rasmussen må forholde sig til, er, at man i Danmark anno 2008 ikke både kan beholde alle væsentlige overførselsindkomster stort set uændrede og skaffe væsentligt mere arbejdskraft til det danske samfund. Vi står med andre med et valg:
Vil vi velstand? Eller vil vi frede overførselsindkomsterne? For øjeblikket fører statsministeren an i et vælgerbedrag. Han hævder, at han vil begge dele, selvom han ved, at det ikke kan lade sig gøre.
