Eftet en uge med afbrænding af biler og bygninger over hele Danmark trådte statsminister Anders Fogh Rasmussen endelig frem i går med sin kommentar til de begivenheder, som resten af befolkningen taler om. Det var afslørende minutter på TV2, som seerne var vidne til. Minutter der forklarede, hvorfor vi ikke tidligere havde set statsministeren: Fordi han simpelthen ikke havde noget svar. End ikke en uges tænkepause havde hjulpet ham.
"Stop sangen med, at det er samfundets skyld. Det er de unges ansvar, og det er forældrenes ansvar. De må altså få styr på, hvad de unge foretager sig," sagde Anders Fogh Rasmussen ganske vist, og det er jo rigtigt. Det er også bankrøverens skyld, at han røver en bank, og det er voldsmandens skyld, at han begår vold. Men det er stadig i dette samfund myndighedernes ansvar at opretholde ro og orden, når enkelte borgere eller grupper nægter at overholde de mest elementære spilleregler. Og statsministeren er den øverste chef for disse myndigheder.
Derfor var hans optræden på tv en falliterklæring, for løsningen ligger faktisk lige for. Den kræver bare et opgør med en indgroet idé i Danmark, som Anders Fogh Rasmussen ikke er villig til at stille sig i spidsen for.
Den danske velfærdsstat er bygget op om det synspunkt, at alle skal kunne modtage et forsørgelsesgrundlag, uanset hvor asocialt de opfører sig, og uanset hvor stor en andel af skylden, de egenhændigt bærer for deres situation. De bekymringer som enhver måtte gøre sig i århundrederne forud for velfærdsstatens etablering - "Hvad skal der blive af mig, hvis jeg mister alle andres tillid? Hvordan skal jeg kunne klare mig selv, hvis ingen vil ansætte mig eller handle med mig?" - de bekymringer behøver man ikke at gøre sig længere. I dag sørger velfærdsstaten for den fortsatte overførsel af tvangsopkrævede midler fra den store majoritet af ordentlige mennesker til den lille minoritet af asociale individer. Og der er altid muligheden for at forsøde tilværelsen yderligere med narkosalg eller indbrud. Den sociale udstødelse, som før ramte dem, der ikke ville vise hensyn til deres omgivelser, har velfærdsstaten sat ud af kraft.
Det er dette forhold, der skal gøres op med, hvis indvandrerbøllerne skal bringes til at udøve den nødvendige selvdisciplin, men den kamp vil statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke kæmpe. Han er ansat af danskerne som velfærdsstatens administrator, og han har ikke tænkt sig at søge om en ny ansættelseskontrakt.
"Stop sangen med, at det er samfundets skyld. Det er de unges ansvar, og det er forældrenes ansvar. De må altså få styr på, hvad de unge foretager sig," sagde Anders Fogh Rasmussen ganske vist, og det er jo rigtigt. Det er også bankrøverens skyld, at han røver en bank, og det er voldsmandens skyld, at han begår vold. Men det er stadig i dette samfund myndighedernes ansvar at opretholde ro og orden, når enkelte borgere eller grupper nægter at overholde de mest elementære spilleregler. Og statsministeren er den øverste chef for disse myndigheder.
Derfor var hans optræden på tv en falliterklæring, for løsningen ligger faktisk lige for. Den kræver bare et opgør med en indgroet idé i Danmark, som Anders Fogh Rasmussen ikke er villig til at stille sig i spidsen for.
Den danske velfærdsstat er bygget op om det synspunkt, at alle skal kunne modtage et forsørgelsesgrundlag, uanset hvor asocialt de opfører sig, og uanset hvor stor en andel af skylden, de egenhændigt bærer for deres situation. De bekymringer som enhver måtte gøre sig i århundrederne forud for velfærdsstatens etablering - "Hvad skal der blive af mig, hvis jeg mister alle andres tillid? Hvordan skal jeg kunne klare mig selv, hvis ingen vil ansætte mig eller handle med mig?" - de bekymringer behøver man ikke at gøre sig længere. I dag sørger velfærdsstaten for den fortsatte overførsel af tvangsopkrævede midler fra den store majoritet af ordentlige mennesker til den lille minoritet af asociale individer. Og der er altid muligheden for at forsøde tilværelsen yderligere med narkosalg eller indbrud. Den sociale udstødelse, som før ramte dem, der ikke ville vise hensyn til deres omgivelser, har velfærdsstaten sat ud af kraft.
Det er dette forhold, der skal gøres op med, hvis indvandrerbøllerne skal bringes til at udøve den nødvendige selvdisciplin, men den kamp vil statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke kæmpe. Han er ansat af danskerne som velfærdsstatens administrator, og han har ikke tænkt sig at søge om en ny ansættelseskontrakt.
