Leder: Spræng folkeskolen

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, gør ret i at påpege det svigt, som den danske folkeskole har gjort sig skyldig i overfor de bo...

Slettet Bruger,

02/05/2008

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, gør ret i at påpege det svigt, som den danske folkeskole har gjort sig skyldig i overfor de bogligt svage elever. Alt for mange af dem kommer ud efter 10 års skolegang uden at have lært de mest grundlæggende færdigheder. Og ja, det skyldes bl.a. en forkert pædagogik, hvor disse elever overlades for meget til gruppe- og projektarbejde med andre elever, fremfor at læreren tager ansvar for at tiden bruges til færdighedsindlæring.

Men problemet er ikke, at den undervisningsmetode bruges i folkeskolen, for de bogligt dygtige elever kan faktisk godt få noget ud af den: De kan, når læreren bruger den rigtigt, udvikle deres evner til at arbejde selvstændigt og på egen hånd indhente viden. Problemet er, at den danske folkeskole er opbygget som en rugbrødsfabrik, der putter de samme ingredienser i alle børn og tildeler dem samme tid i ovnen, til trods for at børnene er forskellige og derfor har behov for en differentieret undervisning for at udvikle hver deres potentiale.

Der er behov for, at man allerede i folkeskolen laver forskellige spor for eleverne, f.eks. et spor til de bogligt begavede og et andet til dem der er bedre til at hamre, tegne eller måske lave mad. Det handler ikke om, at der skal laves et A- og et B-hold, men om at eleverne skal udvikle de evner, de har, og at de skal have succesoplevelser ud af, at de bliver anerkendt for det, de kan.

Hvorfor skal Kevin partout trækkes med engelske stile, som han ikke kan finde ud af at skrive og billedanalyser i dansk, som rager ham en høstblomst, når han i stedet kunne ligge og rode med at ombygge en gammel bil på et værksted, hvor han er anderledes ferm? Lad ham dog starte på en form for teknisk skole allerede i sjette klasse, hvis det er, hvad hans forældre og han selv mener er bedst for ham. Hvorfor skal Lisa pines i matematik- og fysiktimerne, når det, man vil proppe i hovedet på hende, alligevel preller af som vand på en gås, og når hun i stedet kunne fungere som en fortrinlig praktikant i en børnehave eller i en tøjbutik?

Hvis folkeskolen skal være bedre for alle børn, så skal den sprænges. Der skal være én folkeskole for Kevin, en anden for Lisa og en tredje for lille, kloge Albert.

Kilde: