Og når en ernæringsekspert udtaler følgende bravade, er der grund til at bekymre sig for os stakkels faderløse:
"Det er ikke løgn, når McDonalds siger, at man har muligheden for at vælge sund mad. Men det valg kræver nogle færdigheder, som de færreste i befolkninger er indstillet på at erhverve sig."
Lad os se bort fra, at skattefinansierede forskere, institutioner og propagandister naturligvis har et incitament til at agitere for øgede indgreb, fordi deres arbejdsgiver, staten, nok er mere tilbøjelig til at se velvilligt på finansieringen af deres arbejde. Man bider ikke den hånd, der fodrer en.
Udtalelsen er prototypisk for den moderlige stat - eller the nanny state, barnepigestaten - som englænderne kalder det. Vi er ikke i stand til at tage ansvar for os selv, og derfor skal andre gøre det. Det næste naturlige skridt for den matanalistiske besserwisser er deciderede forbud og øgede skatter på 'usunde' fødevarer.
Idéen om at man er ansvarlig for sit eget liv, og for hvad man propper i sin krop, ligger moderstatens proselytter lige så fjernt, som et playboy-blad på en nonnes natbord. De insisterer på, at vi behandles som børn ved at fjerne mere og mere ansvar fra den enkelte og lægge det i hænderne på alskens velfærdspædagoger.
Og hvis du hører til dem, der mener, at eftersom vi har et skattefinansieret sundhedssystem, er det statens opgave at bestemme hvad folk putter i deres krop. Så bør du spørge dig selv, om det virkelig er løsningen at fratage mennesker endnu mere ansvar for deres eget liv. Det virker som en noget bagvendt argument, at fordi man har et sundhedssystem, der har kollektiviseret det personlige ansvar, bør vi fratage folk råderetten over deres egen krop.
Fordi man er tvunget til at betale til et udueligt system, giver det ikke automatisk retten til at diktere livsstilen for alle andre mennesker, der er tvunget ind i det samme system. Hvis man anerkender det argument, anerkender man at staten ejer vores kroppe.
