Leder: Socialdemokratismens fallit

I Århus er fem demente ældre i fire uger blevet vækket midt om natten og jaget i bad af plejehjemspersonalet

Slettet Bruger,

26/03/2009

I Århus er fem demente ældre i fire uger blevet vækket midt om natten og jaget i bad af plejehjemspersonalet. Først når badet er overstået, har de igen fået lov til at krybe under dynen for at få deres sidste nattesøvn. Sådan udnytter man ressourcerne optimalt, forklarer områdechef Jette Siggaard, der åbenbart er empatisk udfordret.

Den slags skandaler opstår med jævne mellemrum i Velfærdsdanmark, og forklaringen er enkel: Institutionerne straffes ikke på pengepungen og går nedom om og hjem, når de behandler "kunderne" på selv de mest horrible måder. Der udstikkes måske en advarsel, i særligt grelle tilfælde en fyreseddel, men ellers fortsætter alle ansvarlige deres arbejde uden mærkbare konsekvenser.

På Christiansborg hjælper systemets ypperste forsvarere, Socialdemokraterne, oven i købet med at skyde skylden på andre end dem, der retteligt må bære den. "Det er pinligt for Dansk Folkeparti og regeringen, at man ikke formår at sikre ældre mod uværdig behandling," siger socialordfører Mette Frederiksen.

Og sikke da noget sludder. Forholdene er nu bragt i orden i Århus, helt uden indblanding fra regeringen og Dansk Folkeparti. Simpelthen fordi det er der, beslutningsmyndigheden ligger. Men eftersom det - igen - er i en socialdemokratisk kommune, at skandalen har fundet sted, har Mette Frederiksen naturligvis et forklaringsproblem: Når Socialdemokraterne angiveligt er så meget bedre til velfærd end de borgerlige, hvorfor er det så i København og Århus - to socialdemokratisk ledede kommuner gennem et århundrede - at alle skandalerne opstår?

Det skulle vel aldrig være sådan, at jo mere socialdemokratisk det offentlige system er, jo mere sygt er det også?

Kilde: