Leder: Sneglen

Slettet Bruger,

08/08/2007

Der er gået sommeragurk i dræbersneglene og - oh ve, oh skam - nu er vi på 180Grader.dk også for alvor hoppet på den. Men miljøminister Connie Hedegaard giver os ikke noget valg, når hun pludselig truer med at påbyde husejere at bekæmpe sneglene på egen grund.

Hvad bliver mon det næste? Myg? De opfattes da af de fleste som mere irriterende end snegle. Fluer? På landet kan de være en frygtelig plage. Vi har fået en ny anmasende dyreart til Danmark, men den er altså kommet for at blive, uanset hvad vi gør, for den klarer sig jo rigtig godt her i vores klima. Mener miljøministeren virkelig, at husejere resten af deres dage skal gå rundt og samle snegle op til drukning, forbrænding, spisning eller hvad nu den seneste dille i sneglenyhederne er? Det er jo latterligt.

Der er ingen vej uden om den erkendelse, at vi har fået en ny og forslugende rød snegl fra Spanien til landet, og så må vi lære at leve med det. De, der vil have smukke prydhaver, må tage deres egne forholdsregler. Der må kunne opsættes en art hegn om grunden, evt. elektrisk, så sneglene ikke kan krydse naboskellet.

Når det kommer til stykket, så vil snegleplagen sikkert kun være midlertidig, selvom tidshorisonten er svær at spå om. Sneglene udgør jo også en formidabel fødekilde for pindsvin, fugle og padder. Rovdyrene skal vel bare nå at indrette sig på det nye bugnende spisekammer.

Mon ikke det hele går i hak af sig selv uden Connie Hedegaards indgriben. Hun og resten af politikerne - med deres forslag om udkommandering af både hjemmeværn og hærskarer af arbejdsløse til sneglekamp - burde holde mund bare et par måneder, eventuelt sige til danskerne at de selv må løse deres snegleproblemer. Så kunne danskerne bruge deres opfindsomhed i stedet for at læne sig tilbage og vente på politikernes indsatsstyrker.

Kilde: