Dengang i 2001 da regeringen lige var tiltrådt, lød parolen fra især Venstres nummer to, Claus Hjort Frederiksen, at borgerlige vælgere skulle væbne sig med tålmodighed. Regeringsprojektet var langsigtet, det handlede om små skridt i den rigtige retning, forklarede Hjort. Det tog jo også Socialdemokratiet 50 år at opbygge velfærdsstaten, så Venstre kunne naturligvis ikke rulle den tilbage på nul komma fem, argumenterede han videre. Logikken var besnærende, selvom den byggede på en løgn: Det tog faktisk kun Socialdemokraterne 15 år at fordoble de offentlige udgifter fra 25 procent af BNP i 1960 til 50 procent i 1975.
Nuvel, hvis regeringen faktisk havde taget små skridt i den rigtige retning, og hvis den oven i købet havde gjort sig umage med at forklare danskerne, hvorfor retningen er rigtig - altså kæmpet den kulturkamp, som statsministeren talte om tilbage i 2003 og siden glemte - så ville ingen borgerlig have grund til at brokke sig. Men sådan gik det ikke.
Der kan være mange måder at vurdere, i hvilken retning det går. Men når det handler om danskernes frihed til at disponere over den del af deres liv, som indebærer forbrug af penge - og det er unægteligt en meget stor del af livet, om man kan lide det eller ej - så er den offentlige sektors forbrug af borgernes penge en ret god målestok for, hvordan det står til med friheden. Jo mere den offentlige sektor bruger, jo mindre frihed har borgere og virksomheder til at vælge selv, hvad de vil gøre med frugten af deres arbejdsindsats.
Da regeringen kom til magten overtog den en samfundsmodel med et offentligt forbrug - d.v.s. udgifter til aflønning af offentligt ansatte og indkøb af varer og tjenester, ikke overførselsindkomster og investeringer - på 25 procent af bruttonationalproduktet. Det tal burde være faldet siden, men det er det ikke. Og nu lægger regeringen med sin nye 2015-plan op til, at procenten oven i købet skal stige til 26. De små skridt i den rigtige retning er for regeringen blevet til små skridt i den forkerte retning. Derfor er regeringen da også helt holdt op med at tale som om, den vil gå den samme retning, som da den kom til magten.
Så sent som ved Venstres landsmøde i november 2004, få måneder før valget i februar 2005 kom Fogh med dette løfte i en tale:
"Når socialdemokraterne opdager et råderum, så bruger de det straks til større udgifter. Når vi opdager et råderum, så kan vi godt finde på at sætte skatterne ned. Lad os sætte os det som mål."
I tirsdags fremlagde regeringen så sin plan med et råderum på 51 mia. kroner. Ikke én af de mange kroner vil regeringen afsætte til skattelettelser, og Venstre praler oven i købet med det. Regeringen gør i stedet som Socialdemokraterne ifølge Fogh gør: Den bruger straks råderummet til større udgifter. Eller som Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen, udtrykker det i bedste socialdemokratiske stil, hvor velfærd er noget, der kommer af penge, som bruges af politikere: "Hele råderummet bliver brugt til velfærdsforbedringer."
Den regering fortjener simpelthen ikke borgerlige danskeres stemme.
Nuvel, hvis regeringen faktisk havde taget små skridt i den rigtige retning, og hvis den oven i købet havde gjort sig umage med at forklare danskerne, hvorfor retningen er rigtig - altså kæmpet den kulturkamp, som statsministeren talte om tilbage i 2003 og siden glemte - så ville ingen borgerlig have grund til at brokke sig. Men sådan gik det ikke.
Der kan være mange måder at vurdere, i hvilken retning det går. Men når det handler om danskernes frihed til at disponere over den del af deres liv, som indebærer forbrug af penge - og det er unægteligt en meget stor del af livet, om man kan lide det eller ej - så er den offentlige sektors forbrug af borgernes penge en ret god målestok for, hvordan det står til med friheden. Jo mere den offentlige sektor bruger, jo mindre frihed har borgere og virksomheder til at vælge selv, hvad de vil gøre med frugten af deres arbejdsindsats.
Da regeringen kom til magten overtog den en samfundsmodel med et offentligt forbrug - d.v.s. udgifter til aflønning af offentligt ansatte og indkøb af varer og tjenester, ikke overførselsindkomster og investeringer - på 25 procent af bruttonationalproduktet. Det tal burde være faldet siden, men det er det ikke. Og nu lægger regeringen med sin nye 2015-plan op til, at procenten oven i købet skal stige til 26. De små skridt i den rigtige retning er for regeringen blevet til små skridt i den forkerte retning. Derfor er regeringen da også helt holdt op med at tale som om, den vil gå den samme retning, som da den kom til magten.
Så sent som ved Venstres landsmøde i november 2004, få måneder før valget i februar 2005 kom Fogh med dette løfte i en tale:
"Når socialdemokraterne opdager et råderum, så bruger de det straks til større udgifter. Når vi opdager et råderum, så kan vi godt finde på at sætte skatterne ned. Lad os sætte os det som mål."
I tirsdags fremlagde regeringen så sin plan med et råderum på 51 mia. kroner. Ikke én af de mange kroner vil regeringen afsætte til skattelettelser, og Venstre praler oven i købet med det. Regeringen gør i stedet som Socialdemokraterne ifølge Fogh gør: Den bruger straks råderummet til større udgifter. Eller som Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen, udtrykker det i bedste socialdemokratiske stil, hvor velfærd er noget, der kommer af penge, som bruges af politikere: "Hele råderummet bliver brugt til velfærdsforbedringer."
Den regering fortjener simpelthen ikke borgerlige danskeres stemme.
