I Historien om en slave opstiller den nu afdøde amerikanske filosof Robert Nozick en tankerække, som leder til den uundgåelige konklussion, at der ikke er nogen principiel forskel på at være en sort slave på en bomuldsplantage i Alabama for 150 år siden og at være hvid skatteyder i Danmark anno 2007. Javist, det var hårdere at være slave dengang end i dag, men det afgørende for ens slavestatus er ikke, om man har en mild eller en streng herre, men alene om man har en herre.
At den danske skatteyder har en herre, og at denne herre endda også kan være ganske streng, bør der ikke være nogen tvivl om, når en ny opgørelse viser, at skatteprocenten for alle indtægter over 27.000 kroner månedligt ligger på intet mindre end 71,8 procent. For hver 1.000 kroner man tjener, betaler man 718 kroner i skat, moms og afgifter. Hvorfor betaler man? Af samme grund som bomuldsslaven i Alabama gik på arbejde: Fordi man ellers bliver straffet. I plantagen fik man pisk, hvis man ikke ville arbejde for sin herre - i Danmark bliver man smidt ind i et lille rum uden dørhåndtag på indersiden, hvis man nægter at aflevere hovedparten af frugten af sit arbejde.
Men skatteyderen har jo selv haft indflydelse på, hvor høj skatten skulle være, og hvad pengene skal bruges til - det havde plantageslaven ikke, lyder modargumentet. Men som Robert Nozick anskueliggør det: Skatteyderens indflydelse er aldeles teoretisk. Den opstår kun den dag, hvor lige præcis 2.008.448 af de danske vælgere stemmer på én flertalskombination i Folketinget, mens andre 2.008.448 stemmer på en anden. Kun i den situation har stemme nummer 2.008.449 en betydning for udfaldet af valget, og den situation er aldrig nogensinde opstået i dansk historie og vil med al sandsynlighed heller aldrig opstå. I alle andre situationer er det ligegyldigt, hvad den enkelte skatteyder har stemt, og om han overhovedet har stemt - det gør ingen forskel for udfaldet af de beslutninger, som træffes hen over hovedet på ham.
Faktisk kan man sige, at forskellen på slaveriet før og nu er, at nutidens slaveejere bare er smartere end datidens. De giver deres slaver lov til selv at vælge arbejde i den branche, hvor de er mest produktive og kan høste den højeste løn. Men herrerne står klar til at kræve deres 71,8 procent, endnu inden lønnen overhovedet når ned i skatteyderens lomme. Hvis plantageejeren havde gjort det på den måde, så ville også han have fået mere ud af det end ved at lade sine slaver arbejde i bomulden. Så udviklet var slaveriet bare ikke dengang.
At den danske skatteyder har en herre, og at denne herre endda også kan være ganske streng, bør der ikke være nogen tvivl om, når en ny opgørelse viser, at skatteprocenten for alle indtægter over 27.000 kroner månedligt ligger på intet mindre end 71,8 procent. For hver 1.000 kroner man tjener, betaler man 718 kroner i skat, moms og afgifter. Hvorfor betaler man? Af samme grund som bomuldsslaven i Alabama gik på arbejde: Fordi man ellers bliver straffet. I plantagen fik man pisk, hvis man ikke ville arbejde for sin herre - i Danmark bliver man smidt ind i et lille rum uden dørhåndtag på indersiden, hvis man nægter at aflevere hovedparten af frugten af sit arbejde.
Men skatteyderen har jo selv haft indflydelse på, hvor høj skatten skulle være, og hvad pengene skal bruges til - det havde plantageslaven ikke, lyder modargumentet. Men som Robert Nozick anskueliggør det: Skatteyderens indflydelse er aldeles teoretisk. Den opstår kun den dag, hvor lige præcis 2.008.448 af de danske vælgere stemmer på én flertalskombination i Folketinget, mens andre 2.008.448 stemmer på en anden. Kun i den situation har stemme nummer 2.008.449 en betydning for udfaldet af valget, og den situation er aldrig nogensinde opstået i dansk historie og vil med al sandsynlighed heller aldrig opstå. I alle andre situationer er det ligegyldigt, hvad den enkelte skatteyder har stemt, og om han overhovedet har stemt - det gør ingen forskel for udfaldet af de beslutninger, som træffes hen over hovedet på ham.
Faktisk kan man sige, at forskellen på slaveriet før og nu er, at nutidens slaveejere bare er smartere end datidens. De giver deres slaver lov til selv at vælge arbejde i den branche, hvor de er mest produktive og kan høste den højeste løn. Men herrerne står klar til at kræve deres 71,8 procent, endnu inden lønnen overhovedet når ned i skatteyderens lomme. Hvis plantageejeren havde gjort det på den måde, så ville også han have fået mere ud af det end ved at lade sine slaver arbejde i bomulden. Så udviklet var slaveriet bare ikke dengang.
