De Konservatives partiformand, Bendt Bendtsen, står nok til spanking i sit bagland de kommende dage, fordi han alligevel ikke fik hævet grænsen for betaling af topskat. Det eneste, han har fået, er en aftale, som sikrer, at der ikke bliver flere topskattebetalere i de kommende år som følge af den generelle velstandsstigning i samfundet. Så nu ligger det altså fast, at de Konservative, som gik i regering med den helt klare målsætning at få reduceret topskatten, kommer ud i den anden ende med det resultat, at der i dag er 100.000 flere, der betaler topskat, end i 2001, da Bendtsen blev vicestatsminister - så stor har stigningen nemlig været fra 2001-2007. Men nu stiger tallet altså ikke længere!
Det er, hvad Bendt Bendtsen forsøger at sælge som en sejr. Det er årsagen til, at Bendt Bendtsen har fundet sit allermest indstuderede smil frem, som han promenerer med på tv, for at alle skal tro, at han er den store sejrherre. Enhver må tænke sit derom!
Oven i det har regeringen valgt at imødekomme Dansk Folkepartis krav om, at også de, der ikke arbejder for føden, men forsørges af de arbejdende via velfærdsstatens rundhåndede overførselsindkomster, skal have en skattelettelse. 1.000 kroner forhøjes bundfradraget med, hvilket også kommer de ikke-arbejdende til gavn, modsat regeringens oprindelige udspil om alene at bruge pengene på at øge beskæftigelsesfradraget.
Forslaget er absurd. Skattelettelser skal man give til dem, der faktisk betaler skat. De offentligt forsørgede betaler ikke skat, men lever derimod af andres skattebetalinger, som så for et syns skyld fratrækkes en sum, så de også føler, at de bidrager til det offentlige. Men sådan er virkeligheden jo ikke, og når man i lighedens hellige navn mener, at de, der ikke bidrager med noget som helst, skal have lov at beholde en større andel af de penge, som andre har arbejdet for, så er der reelt ikke tale om en skattelettelser, men blot en forhøjelse af overførselsindkomsterne.
Det er mildest talt en mærkelig oplevelse at være vidne til den slags fra en regering, som siger, at den har det som en af sine højeste prioriteter, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Det er, hvad Bendt Bendtsen forsøger at sælge som en sejr. Det er årsagen til, at Bendt Bendtsen har fundet sit allermest indstuderede smil frem, som han promenerer med på tv, for at alle skal tro, at han er den store sejrherre. Enhver må tænke sit derom!
Oven i det har regeringen valgt at imødekomme Dansk Folkepartis krav om, at også de, der ikke arbejder for føden, men forsørges af de arbejdende via velfærdsstatens rundhåndede overførselsindkomster, skal have en skattelettelse. 1.000 kroner forhøjes bundfradraget med, hvilket også kommer de ikke-arbejdende til gavn, modsat regeringens oprindelige udspil om alene at bruge pengene på at øge beskæftigelsesfradraget.
Forslaget er absurd. Skattelettelser skal man give til dem, der faktisk betaler skat. De offentligt forsørgede betaler ikke skat, men lever derimod af andres skattebetalinger, som så for et syns skyld fratrækkes en sum, så de også føler, at de bidrager til det offentlige. Men sådan er virkeligheden jo ikke, og når man i lighedens hellige navn mener, at de, der ikke bidrager med noget som helst, skal have lov at beholde en større andel af de penge, som andre har arbejdet for, så er der reelt ikke tale om en skattelettelser, men blot en forhøjelse af overførselsindkomsterne.
Det er mildest talt en mærkelig oplevelse at være vidne til den slags fra en regering, som siger, at den har det som en af sine højeste prioriteter, at det skal kunne betale sig at arbejde.
