Da tidligere statsminister Poul Schlüter i går holdt en frisk og frejdig tale i forbindelse med lanceringen af antologien
På ret kurs, der handler om hans regeringstid, fortalte han flere bemærkelsesværdige ting. Bl.a. om hvordan han og hans ministre reagerede på de 2-300.000 mand store demonstrationsoptog, som tog opstilling på Christiansborg Slotsplads i kølvandet på afskaffelsen af den økonomiske galimatias, som dengang gik under navnet "dyrtidsreguleringen":
"Der stod vi jo inde i Folketinget og kiggede ud af vinduerne, og vi kunne godt se, der var mange mennesker. Men det gjorde faktisk ikke det store indtryk på os. Vi regnede med, at vi ville komme til at opleve det nogen gange, og det gjorde vi også. Under en senere overenskomstsituation var der også store demonstrationer, og der stod folk ude omkring Grethe Fengers lejlighed hver dag, professionelle folk som fik løn for det - og derfor stod de der jo. Men til sidst så gik de hjem. Og der var store strejker ovre ved Esbjerg og nede ved grænsen, det var kyllingefoder og sådan noget, man ikke kunne få ind i landet, men det blev de jo trætte af til sidst, og så holdt de bare op. Det var også det, vi regnede med. Det gjorde selvfølgelig et indtryk på os, men vi lod som ingenting, vi tog ikke hensyn til det, og det viste sig at være det rigtige."
Tænk hvis Schlüter dengang havde benyttet sig af de samme fokusgrupper og jævnlige meningsmålinger, som den nuværende regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen er så dybt afhængig af ... Så ville vi stadig have dyrtidsregulering i Danmark!
Det er først, når man sammenligner med de nuværende forhold, at man rigtigt forstår at værdsætte Poul Schlüter og hans regeringers indsats for at genoprette Danmark. Alt der blev gjort var ikke godt, men man gjorde det nødvendige for at rette op på det fallitbo, man havde overtaget - til trods for massive protester som får vor tids velfærdsdemonstrationer til at ligne en søndagsudflugt i ældreforeningen.
Regeringsmagten blev ikke kun brugt til at gennemføre reformprogrammer, men også til at servere borgerlige ord til danskernes aftenkaffe via tv-apparatet. "Vi skal fremme den enkeltes initiativ og ansvarsfølelse over for egen situation og forståelse for, at man ikke bare kan stille øgede krav til det offentlige," sagde Poul Schlüter f.eks. i sin første tale som statsminister ved Folketingets åbning. Og i hans første nytårstale fik danskerne læst og påskrevet: "Alle ved, at gennem de senere år har vi skudt problemernes løsning fra os som forkælede børn." Sådan, ikke så meget sniksnak der.
Og resultaterne kom: Danskerne blev mere og mere borgerlige op igennem 80erne, især de unge. Det blev pludselig in at være borgerlig, bl.a. fordi regeringspartiernes politikere turde stille sig op og stå ved deres synspunkter til trods for larmen fra de organiserede hornorkestre, som Bertel Haarder i de år kaldte særinteressernes repræsentanter. Det var kulturkamp!
Politik handler altså ikke kun om at vandre efter flokken, sådan som man kan få indtryk af ved at betragte den nuværende regering. Læren fra Schlüter-årene er, at politikere også kan få flokken til at vandre efter sig. Men en forudsætning er naturligvis, at man er villig til at kæmpe for sine synspunkter og måske endda også, at man tør risikere regeringsmagten til gengæld for at kunne gøre det rigtige. For når alt kommer til alt, hvad skal man så med regeringsmagten, hvis man hverken må bruge den til at gennemføre eller argumentere for det, man tror på?
"Der stod vi jo inde i Folketinget og kiggede ud af vinduerne, og vi kunne godt se, der var mange mennesker. Men det gjorde faktisk ikke det store indtryk på os. Vi regnede med, at vi ville komme til at opleve det nogen gange, og det gjorde vi også. Under en senere overenskomstsituation var der også store demonstrationer, og der stod folk ude omkring Grethe Fengers lejlighed hver dag, professionelle folk som fik løn for det - og derfor stod de der jo. Men til sidst så gik de hjem. Og der var store strejker ovre ved Esbjerg og nede ved grænsen, det var kyllingefoder og sådan noget, man ikke kunne få ind i landet, men det blev de jo trætte af til sidst, og så holdt de bare op. Det var også det, vi regnede med. Det gjorde selvfølgelig et indtryk på os, men vi lod som ingenting, vi tog ikke hensyn til det, og det viste sig at være det rigtige."
Tænk hvis Schlüter dengang havde benyttet sig af de samme fokusgrupper og jævnlige meningsmålinger, som den nuværende regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen er så dybt afhængig af ... Så ville vi stadig have dyrtidsregulering i Danmark!
Det er først, når man sammenligner med de nuværende forhold, at man rigtigt forstår at værdsætte Poul Schlüter og hans regeringers indsats for at genoprette Danmark. Alt der blev gjort var ikke godt, men man gjorde det nødvendige for at rette op på det fallitbo, man havde overtaget - til trods for massive protester som får vor tids velfærdsdemonstrationer til at ligne en søndagsudflugt i ældreforeningen.
Regeringsmagten blev ikke kun brugt til at gennemføre reformprogrammer, men også til at servere borgerlige ord til danskernes aftenkaffe via tv-apparatet. "Vi skal fremme den enkeltes initiativ og ansvarsfølelse over for egen situation og forståelse for, at man ikke bare kan stille øgede krav til det offentlige," sagde Poul Schlüter f.eks. i sin første tale som statsminister ved Folketingets åbning. Og i hans første nytårstale fik danskerne læst og påskrevet: "Alle ved, at gennem de senere år har vi skudt problemernes løsning fra os som forkælede børn." Sådan, ikke så meget sniksnak der.
Og resultaterne kom: Danskerne blev mere og mere borgerlige op igennem 80erne, især de unge. Det blev pludselig in at være borgerlig, bl.a. fordi regeringspartiernes politikere turde stille sig op og stå ved deres synspunkter til trods for larmen fra de organiserede hornorkestre, som Bertel Haarder i de år kaldte særinteressernes repræsentanter. Det var kulturkamp!
Politik handler altså ikke kun om at vandre efter flokken, sådan som man kan få indtryk af ved at betragte den nuværende regering. Læren fra Schlüter-årene er, at politikere også kan få flokken til at vandre efter sig. Men en forudsætning er naturligvis, at man er villig til at kæmpe for sine synspunkter og måske endda også, at man tør risikere regeringsmagten til gengæld for at kunne gøre det rigtige. For når alt kommer til alt, hvad skal man så med regeringsmagten, hvis man hverken må bruge den til at gennemføre eller argumentere for det, man tror på?
