Leder: Søvndal på Hjallerup marked

Om SF siger ja eller nej til euroen afhænger af, om partiet bliver inviteret med til at lave bankpakke

Slettet Bruger,

08/01/2009

Om SF siger ja eller nej til euroen afhænger af, om partiet bliver inviteret med til at lave bankpakke. Så har man også hørt det med, og det er da en helt utrolig kræmmermentalitet, som formand Villy Søvndal her udviser. Han siger det lige ud: "Hvis vi kun er sådan et parti, som kan anvendes i ganske bestemte sammenhænge - og ikke når det gælder de centrale økonomiske udfordringer - så vil vi ikke hjælpe statsministeren med noget som helst," lyder det med henvisning til en kommende euroafstemning.

Den hjælp, som Søvndal ikke vil give statsministeren, er den hjælp, som statsministeren efterspurgte i oktober til at få et ja ved en folkeafstemning om euroen. Et ja som ifølge Anders Fogh Rasmussen kræver, at også SF vil anbefale euroen til danskerne. Men hvordan hænger euroen - sådan rent politisk - sammen med bankpakken? De hænger ikke sammen - der er nul forbindelse, over hovedet.

Mage til Søvndals kynisme i denne sag skal man lede længe efter i dansk politik. End ikke Dansk Folkeparti har hidtil formået at sætte sig selv til salg på samme måde før - og i et så alvorligt spørsmål.

Man undrer sig over, at baglandet i SF finder sig i det. Har SF's folketingsgruppe, hovedbestyrelse og almindelige partimedlemmer ikke en holdning til, om SF skal hjælpe statsministeren med at få et ja til euroen i hus? Er denne holdning virkelig afhængig af, om Villy Søvndal sidder med ved bordet, når der skal forhandles bankpakke? Det ville da være utroligt ...

Kilde: