En gang i mellem kan det være nyttigt at stoppe op et øjeblik og genoverveje, hvad man egentlig er for en størrelse, hvilke mål man har i tilværelsen, og hvordan man har tænkt sig at nå dem. Ofte er det andre mennesker eller udefra kommende begivenheder, der kan sætte den slags overvejelser i gang, og sådan er det også med SF-formand Villy Søvndals kraftige afstandtagen til islamisterne i Hizb ut-Tahrir. Søvndals udtalelser bør give anledning til netop den slags selvrefleksion blandt borgerlige danskere.
I de senere år har den tanke bredt sig i visse kredse, at det med at kæmpe for borgerlige værdier først og fremmest handler om at kæmpe imod islam. Der er den sandhed i tanken, at borgerlige - hvad enten de kalder sig liberale eller konservative - altid har været modstandere af totalitære politiske systemer, og islam er i nogle af tidens mest dominerende fortolkninger præcis det: En totalitær politisk ideologi. Derfor er intet mere rigtigt og naturligt, end at borgerlige danskere også kæmper imod islam, når den tager den karakter, ligesom de kæmper imod alle andre totalitære -ismer. Men det er naturligvis ikke den eneste kamp, som er værd at kæmpe for borgerlige.
På venstrefløjen, hvor Villy Søvndal kommer fra, har man jo også en bagage fyldt med religionskritik med sig. Ateisme har haft karakter af statsreligion i de fleste af de socialistiske stater, som i det 20. århundrede har pint deres befolkninger - af den særlige grund at religionen gjorde folk sværere at hundse rundt med, fordi den prædikede lydighed mod Gud fremfor lydighed mod kommunistpartiet. Religion har ofte vist sig at være totalitære magthaveres største fjende, fordi gudstroen leder borgerne ad andre veje, end magthaverne ønsker og har interesse i.
Kritik af religion, herunder islam - uanset begrundelsen - er altså ikke et udpræget højrefløjsfænomen. En kvik partileder som Villy Søvndal kan sagtens åbne øjnene, rejse sig fra sit leje og tage sagen til sig i sit forsøg på at omdanne SF fra kun at være socialistisk til også at være et folkeparti. Helt uden at komme i strid med sit ideologiske grundlag.
Og så står de, der hævdede sig borgerlige, men kun havde kampen mod islam på deres program, tilbage uden en sag, som de kan kalde deres egen. "Kan I ikke li' islam?" spørger danskerne: "Fint nok, men det kan vi også få hos SF."
Derfor er der grund til at resumere, hvad det i bund og grund er, der adskiller liberale og konservative fra socialister og socialdemokrater. Det er noget så gammeldags som synet på, hvor meget den enkelte skal bestemme over sit eget liv, og hvor meget staten skal bestemme. Det handler om personlig frihed og personligt ansvar i modsætning til venstrefløjens tvang og formynderi. Mindre stat og mere privat frem for den politiske centralismes dominans over det civile samfund. Markedsøkonomi overfor planøkonomi.
Det er den vigtigste kulturkamp i årene fremover, og det er den, det borgerlige Danmark i langt højere grad skal koncentrere sig om og vinde. Islamisterne, dem vil heller ikke den almindelige venstrefløj lege med. Socialisterne og socialdemokraterne, derimod, de sætter stadig dagsordenen - også regeringens - i samfundsdebatten.
I de senere år har den tanke bredt sig i visse kredse, at det med at kæmpe for borgerlige værdier først og fremmest handler om at kæmpe imod islam. Der er den sandhed i tanken, at borgerlige - hvad enten de kalder sig liberale eller konservative - altid har været modstandere af totalitære politiske systemer, og islam er i nogle af tidens mest dominerende fortolkninger præcis det: En totalitær politisk ideologi. Derfor er intet mere rigtigt og naturligt, end at borgerlige danskere også kæmper imod islam, når den tager den karakter, ligesom de kæmper imod alle andre totalitære -ismer. Men det er naturligvis ikke den eneste kamp, som er værd at kæmpe for borgerlige.
På venstrefløjen, hvor Villy Søvndal kommer fra, har man jo også en bagage fyldt med religionskritik med sig. Ateisme har haft karakter af statsreligion i de fleste af de socialistiske stater, som i det 20. århundrede har pint deres befolkninger - af den særlige grund at religionen gjorde folk sværere at hundse rundt med, fordi den prædikede lydighed mod Gud fremfor lydighed mod kommunistpartiet. Religion har ofte vist sig at være totalitære magthaveres største fjende, fordi gudstroen leder borgerne ad andre veje, end magthaverne ønsker og har interesse i.
Kritik af religion, herunder islam - uanset begrundelsen - er altså ikke et udpræget højrefløjsfænomen. En kvik partileder som Villy Søvndal kan sagtens åbne øjnene, rejse sig fra sit leje og tage sagen til sig i sit forsøg på at omdanne SF fra kun at være socialistisk til også at være et folkeparti. Helt uden at komme i strid med sit ideologiske grundlag.
Og så står de, der hævdede sig borgerlige, men kun havde kampen mod islam på deres program, tilbage uden en sag, som de kan kalde deres egen. "Kan I ikke li' islam?" spørger danskerne: "Fint nok, men det kan vi også få hos SF."
Derfor er der grund til at resumere, hvad det i bund og grund er, der adskiller liberale og konservative fra socialister og socialdemokrater. Det er noget så gammeldags som synet på, hvor meget den enkelte skal bestemme over sit eget liv, og hvor meget staten skal bestemme. Det handler om personlig frihed og personligt ansvar i modsætning til venstrefløjens tvang og formynderi. Mindre stat og mere privat frem for den politiske centralismes dominans over det civile samfund. Markedsøkonomi overfor planøkonomi.
Det er den vigtigste kulturkamp i årene fremover, og det er den, det borgerlige Danmark i langt højere grad skal koncentrere sig om og vinde. Islamisterne, dem vil heller ikke den almindelige venstrefløj lege med. Socialisterne og socialdemokraterne, derimod, de sætter stadig dagsordenen - også regeringens - i samfundsdebatten.
