Folketinget skal ikke have lov at hæve vederlaget for tingets medlemmer med en eneste krone og da slet ikke med 23 procent, som gruppeformændene fra Venstre og de Konservative har planer om. Vederlaget skal tværtimod sættes ned.
Engang i demokratiets spæde ungdom var de folkevalgte almindelige mennesker med et rigtigt arbejde. Dengang fik de ingen nævneværdig løn, men måtte for at forsørge sig selv færdes dagligt blandt andre almindelige mennesker, trækkes med de samme tåbelige regulativer som næringsdrivende og betale de samme skatter af en løn, som var helt afhængig af deres egen indsats.
Det var på alle måder en bedre situation end i dag, hvor de alt for høje lønninger (de færreste af vore folketingsmedlemmer har evner nok til at kunne tjene 550.000 kroner på et marked, hvor folk selv må bestemme, om de vil købe deres ydelser) har skabt en klasse af professionelle politikere uden forbindelse til det virkelige liv uden for politik.
Mange af dem skoles i en ung alder i de ungdomspolitiske organisationer, der som hovedregel fungerer som en mekanisme til udvælgelse af de mest slibrige og principløse til de øverste poster, hvorfra de rekrutteres som folketingskandidater til partierne, og allerede inden de har færdiggjort deres studier og har haft lejlighed til at snuse til en karriere i det private erhvervsliv, vælges de til Folketinget, hvor de så kan sidde resten af deres dage, hvis de lyster.
Tænk hvis man kunne slippe for alle disse varmemestre, skolelærere, scient. pol.'er og fagforeningskonsulenter, fordi politik ikke længere frembød en mulighed for, at de her kunne få sig en karriere med højere løn, end nogen andre vil betale. Tænk hvis politik i stedet kunne blive et sted for mennesker, som faktisk har opnået noget i deres liv, vist at de kan noget, folk med overskud til at påtage sig en ekstra forpligtelse, fordi de har idéer og principper, som de brænder for, frem for blot at brænde for en halv million plus skattefrit omkostningstillæg til sig selv.
Det ville da være en lykke!
Engang i demokratiets spæde ungdom var de folkevalgte almindelige mennesker med et rigtigt arbejde. Dengang fik de ingen nævneværdig løn, men måtte for at forsørge sig selv færdes dagligt blandt andre almindelige mennesker, trækkes med de samme tåbelige regulativer som næringsdrivende og betale de samme skatter af en løn, som var helt afhængig af deres egen indsats.
Det var på alle måder en bedre situation end i dag, hvor de alt for høje lønninger (de færreste af vore folketingsmedlemmer har evner nok til at kunne tjene 550.000 kroner på et marked, hvor folk selv må bestemme, om de vil købe deres ydelser) har skabt en klasse af professionelle politikere uden forbindelse til det virkelige liv uden for politik.
Mange af dem skoles i en ung alder i de ungdomspolitiske organisationer, der som hovedregel fungerer som en mekanisme til udvælgelse af de mest slibrige og principløse til de øverste poster, hvorfra de rekrutteres som folketingskandidater til partierne, og allerede inden de har færdiggjort deres studier og har haft lejlighed til at snuse til en karriere i det private erhvervsliv, vælges de til Folketinget, hvor de så kan sidde resten af deres dage, hvis de lyster.
Tænk hvis man kunne slippe for alle disse varmemestre, skolelærere, scient. pol.'er og fagforeningskonsulenter, fordi politik ikke længere frembød en mulighed for, at de her kunne få sig en karriere med højere løn, end nogen andre vil betale. Tænk hvis politik i stedet kunne blive et sted for mennesker, som faktisk har opnået noget i deres liv, vist at de kan noget, folk med overskud til at påtage sig en ekstra forpligtelse, fordi de har idéer og principper, som de brænder for, frem for blot at brænde for en halv million plus skattefrit omkostningstillæg til sig selv.
Det ville da være en lykke!
