Hvis vi havde haft en effektiv lovgivning til bevarelse af sproget for 1.000 år siden, så ville vi alle tale oldnordisk i dag. Ville vi have været blot en tøddel lykkeligere af den grund? Ville vi kunne kommunikere bedre med hinanden? Eller med omverdenen? Nej, nej og nej. Er det så en skam, at vi ikke taler oldnordisk i dag? Selvfølgelig ikke.
Om 1.000 år vil danskerne tale et sprog, der lyder betydeligt anderledes end vores sprog i dag. Til den tid vil ingen begræde, at Søren Krarup her i år 2008 formentlig ikke får vedtaget en lovgivning, som kan bremse den naturlige udvikling af det danske sprog. Hvis de husker ham til den tid, så vil de nærmere trække lidt på smilebåndet af hans pusseløjerlige idé.
Men Krarups synspunkt kan fint tjene som eksempel på den tossethed, som nogle gange angriber mange mennesker, der kalder sig konservative. For her står han med et sprog, som har udviklet sig til det, det nu er, uden politiske dekreter og strikse love for den rette tale. Han ser, at det er godt, og han vil beskytte det. Men hvis der kan komme et godt sprog ud af årtusinders ureguleret udvikling, hvorfor skulle det så ikke kunne fortsætte?
Søren Krarup er her faktisk slet ikke konservativ, selvom han utvivlsomt selv tror det - han er en ideologisk samfundsingeniør. Han ønsker et markant opgør med vore hidtidige traditioner for en fri sprogudvikling, fordi han tror, at han fra sin udsigt på Christiansborg ved bedre, hvordan sproget skal bruges for at tjene sit formål, som jo er intet andet end at udveksle informationer og synspunkter mennesker i mellem.
Søren Krarup bliver ideologen, der vil herse rundt med samfundet for at tjene netop hans politiske mål, som er, at danskerne ikke må tale det sprog, de ønsker at tale. Hvad bilder han sig egentlig ind?
Om 1.000 år vil danskerne tale et sprog, der lyder betydeligt anderledes end vores sprog i dag. Til den tid vil ingen begræde, at Søren Krarup her i år 2008 formentlig ikke får vedtaget en lovgivning, som kan bremse den naturlige udvikling af det danske sprog. Hvis de husker ham til den tid, så vil de nærmere trække lidt på smilebåndet af hans pusseløjerlige idé.
Men Krarups synspunkt kan fint tjene som eksempel på den tossethed, som nogle gange angriber mange mennesker, der kalder sig konservative. For her står han med et sprog, som har udviklet sig til det, det nu er, uden politiske dekreter og strikse love for den rette tale. Han ser, at det er godt, og han vil beskytte det. Men hvis der kan komme et godt sprog ud af årtusinders ureguleret udvikling, hvorfor skulle det så ikke kunne fortsætte?
Søren Krarup er her faktisk slet ikke konservativ, selvom han utvivlsomt selv tror det - han er en ideologisk samfundsingeniør. Han ønsker et markant opgør med vore hidtidige traditioner for en fri sprogudvikling, fordi han tror, at han fra sin udsigt på Christiansborg ved bedre, hvordan sproget skal bruges for at tjene sit formål, som jo er intet andet end at udveksle informationer og synspunkter mennesker i mellem.
Søren Krarup bliver ideologen, der vil herse rundt med samfundet for at tjene netop hans politiske mål, som er, at danskerne ikke må tale det sprog, de ønsker at tale. Hvad bilder han sig egentlig ind?
