Af hensyn til hvem er det egentlig forbudt at bestille et barn hos en rugemor i Danmark?
Det kan ikke være af hensyn til barnet, for det ville aldrig være blevet født uden arrangementet. Ingen forestiller sig vel, at barnet, når det er gammelt nok til at tage stilling til spørgsmålet, ville foretrække ikke at være til. Det kommer sågar til at vokse op hos forældre, som så brændende ønsker at tage sig af det, at de er villige til at betale en større sum for det.
Det kan heller ikke være af hensyn til de kommende forældre. De tilkendegiver jo klart, at de gerne vil betale rugemoderen for at lægge mave til de første stadier af det lille, ny menneskeliv.
Rugemoderen er heller ikke noget offer, men et voksent menneske som har vurderet, at hun gerne vil gå gravid i ni måneder med andres barn til gengæld for at modtage en forholdsvis stor sum penge.
Moderen er glad for arrangementet - ellers ville hun ikke gå frivilligt ind i det. Forældrene er glade - ellers ville de have holdt sig væk. Barnet er glad - det ville ikke have levet uden. Kun nogle mærkelige mennesker i den offentlige debat er utilfredse - måske fordi de får penge for at være det.
Én af dem er formanden for Etisk Råd, Ole Hartling. Han siger: "Man gør barnet til en ting, der kan bestilles og handles om." Nej, man gør ikke. Man bestiller alene en plads i en kvindes livmoder, hvor barnet kan udvikle sig fra foster til levedygtig baby. Og igen: Tror den etiske formand mon, at barnet helst ville være fri for livet?
Ole Hartling fortsætter: "Det er også en tingsliggørelse af kvinden, som udlejer en del af sin krop." Ja, hun udlejer sin livmoder - sådan kan man godt se på det. Ligesom en frisør udlejer sine hænder, en cykelrytter udlejer sine ben og en formand for Etisk Råd udlejer sin etiskhed. Er Ole Hartlings etiskhed af den grund "tingsliggjort", er cykelrytterens ben eller frisørens hænder?
Sludder og vrøvl fra ende til anden, det er hvad Ole Hartling er rejsende i i denne diskussion om rugemødre. "Tingsliggjort" sludder og vrøvl, kunne man tilføje, for staten har jo købt det af ham.
Det kan ikke være af hensyn til barnet, for det ville aldrig være blevet født uden arrangementet. Ingen forestiller sig vel, at barnet, når det er gammelt nok til at tage stilling til spørgsmålet, ville foretrække ikke at være til. Det kommer sågar til at vokse op hos forældre, som så brændende ønsker at tage sig af det, at de er villige til at betale en større sum for det.
Det kan heller ikke være af hensyn til de kommende forældre. De tilkendegiver jo klart, at de gerne vil betale rugemoderen for at lægge mave til de første stadier af det lille, ny menneskeliv.
Rugemoderen er heller ikke noget offer, men et voksent menneske som har vurderet, at hun gerne vil gå gravid i ni måneder med andres barn til gengæld for at modtage en forholdsvis stor sum penge.
Moderen er glad for arrangementet - ellers ville hun ikke gå frivilligt ind i det. Forældrene er glade - ellers ville de have holdt sig væk. Barnet er glad - det ville ikke have levet uden. Kun nogle mærkelige mennesker i den offentlige debat er utilfredse - måske fordi de får penge for at være det.
Én af dem er formanden for Etisk Råd, Ole Hartling. Han siger: "Man gør barnet til en ting, der kan bestilles og handles om." Nej, man gør ikke. Man bestiller alene en plads i en kvindes livmoder, hvor barnet kan udvikle sig fra foster til levedygtig baby. Og igen: Tror den etiske formand mon, at barnet helst ville være fri for livet?
Ole Hartling fortsætter: "Det er også en tingsliggørelse af kvinden, som udlejer en del af sin krop." Ja, hun udlejer sin livmoder - sådan kan man godt se på det. Ligesom en frisør udlejer sine hænder, en cykelrytter udlejer sine ben og en formand for Etisk Råd udlejer sin etiskhed. Er Ole Hartlings etiskhed af den grund "tingsliggjort", er cykelrytterens ben eller frisørens hænder?
Sludder og vrøvl fra ende til anden, det er hvad Ole Hartling er rejsende i i denne diskussion om rugemødre. "Tingsliggjort" sludder og vrøvl, kunne man tilføje, for staten har jo købt det af ham.
