Jens Rohde er et naturbarn - på godt og ondt. Den kulturelle opdragelse er svag hos ham, så til tider gør han ting, som de færreste kunne finde på. Det fik f.eks. flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe at føle, dengang han var deres politiske ordfører og opfattede det som sin opgave at banke gruppefæller på plads, når de havde trådt ved siden af partidisciplinen. Her var Rohde, blev det fortalt i de dage, ubehøvlet som ingen før ham havde været det.
Men hans mangel på takt og tone kan også være befriende, når han optræder som Venstres enfant terrible, der siger, hvad bedsteborgere og karrieredyrkere i partiet ikke tør åbne munden om. Hans udtalelser til en bog om optakten til den danske deltagelse i Irak-missionen er et eksempel på det:
"Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig," siger Jens Rohde ifølge bogen og fortsætter: "Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri."
Nu angribes Jens Rohde så af to af Venstres udenrigspolitiske høge, udenrigsordfører Søren Pind og EU-Parlamentskandidat Kasper Elbjørn, fordi han undsiger statsministerens påstande om, at Danmarks krigsdeltagelse intet havde at gøre med troen på, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak. Men det er netop, som Rohde formulerer det, "juristeri".
De masseødelæggelsesvåben, som viste sig ikke at befinde sig i Irak, nævnes ganske rigtigt ikke i beslutningsgrundlaget for Folketingets afsendelse af danske soldater til invasionen. Her blev kun henvist til overtrådte FN-resolutioner som begrundelse. Men ikke desto mindre spillede påstandene om masseødelæggelsevåben i Irak en afgørende rolle i regeringens bestræbelser på at vinde folkelig opbakning til at sende soldaterne afsted.
Uden påstanden om, at et til tænderne bevæbnet Irak under Saddam Husseins ledelse udgjorde en fare for verdensfreden, ville danskernes støtte til den danske deltagelse i missionen have været nærmest lig nul. Skulle danske soldater virkelig invadere et land for at håndhæve en FN-resolution alene? Nej, det ville kun de færreste danskere have bakket op om. Dertil er der simpelthen for mange andre lande, der heller ikke overholder FN's resolutioner.
Derfor spillede den danske regering ligesom den amerikanske på frygten for masseødelæggelsesvåben for at vinde gehør i befolkningerne for en militær operation. Og som Jens Rohde siger: "Det må man bare vedstå sig."
Men hans mangel på takt og tone kan også være befriende, når han optræder som Venstres enfant terrible, der siger, hvad bedsteborgere og karrieredyrkere i partiet ikke tør åbne munden om. Hans udtalelser til en bog om optakten til den danske deltagelse i Irak-missionen er et eksempel på det:
"Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig," siger Jens Rohde ifølge bogen og fortsætter: "Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri."
Nu angribes Jens Rohde så af to af Venstres udenrigspolitiske høge, udenrigsordfører Søren Pind og EU-Parlamentskandidat Kasper Elbjørn, fordi han undsiger statsministerens påstande om, at Danmarks krigsdeltagelse intet havde at gøre med troen på, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak. Men det er netop, som Rohde formulerer det, "juristeri".
De masseødelæggelsesvåben, som viste sig ikke at befinde sig i Irak, nævnes ganske rigtigt ikke i beslutningsgrundlaget for Folketingets afsendelse af danske soldater til invasionen. Her blev kun henvist til overtrådte FN-resolutioner som begrundelse. Men ikke desto mindre spillede påstandene om masseødelæggelsevåben i Irak en afgørende rolle i regeringens bestræbelser på at vinde folkelig opbakning til at sende soldaterne afsted.
Uden påstanden om, at et til tænderne bevæbnet Irak under Saddam Husseins ledelse udgjorde en fare for verdensfreden, ville danskernes støtte til den danske deltagelse i missionen have været nærmest lig nul. Skulle danske soldater virkelig invadere et land for at håndhæve en FN-resolution alene? Nej, det ville kun de færreste danskere have bakket op om. Dertil er der simpelthen for mange andre lande, der heller ikke overholder FN's resolutioner.
Derfor spillede den danske regering ligesom den amerikanske på frygten for masseødelæggelsesvåben for at vinde gehør i befolkningerne for en militær operation. Og som Jens Rohde siger: "Det må man bare vedstå sig."
