Så blev det alligevel ikke til noget med den resultatløn i det offentlige, som statsminister Anders Fogh Rasmussen ellers bebudede på Venstres landsmøde i november sidste år. Godt det samme, forslaget var alligevel et håbløst forsøg på at efterligne aflønningen i den private sektor, hvor der er resultatløn, uden at man nogensinde har brugt det ord, og uden at nogen fra centralt hold har truffet en beslutning om at indføre det.
I den private sektor kommer resultatløn helt af sig selv, ved at dygtige medarbejdere, der ikke bliver belønnet tilstrækkeligt for deres indsats, kan finde job hos en anden arbejdsgiver, som har bedre blik for deres kvaliteter og gerne vil betale for, at de udfoldes til gavn for hans virksomhed i stedet for konkurrentens. I den offentlige sektor derimod kan man være nok så dygtig som f.eks. sygeplejerske, plejehjemsassistent eller pædagog, men der kommer aldrig nogen konkurrerende arbejdsgiver og tilbyder et andet job med bedre løn, for der er ingen konkurrence mellem offentligt ejede sygehuse, plejehjem og børnehaver og derfor heller ikke nogen konkurrence om at tiltrække de dygtigste medarbejdere med højere lønninger.
Så hvorfor skulle den enkelte institutionsleder dog have benyttet sig af resultatlønnen, hvis Fogh havde fået den gennemført på en eller anden måde. Det eneste hun ville få ud af det, var sure miner på arbejdspladsen: "Hvorfor får hun mere end mig, jeg har da arbejdet mange flere år og har meget mere erfaring!", "hvorfor får han mere end mig, er det fordi han er en mand og ikke har så mange sygedage, men det er jo urimeligt, jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er mere syg, mandschauvenisme!" o.s.v. Man kender skuren fra enhver forsamling, hvor man ikke er vant til at skulle bekymre sig om bundlinjen, og det er de offentligt ansatte altså ikke. Så er det nemmere for lederen bare at lade være med at bruge resultatlønnen, for hun behøver jo heller ikke at tænke på nogen bundlinje.
De offentligt ansatte, som mener, at de bør få løn på samme niveau som privat ansatte, har kun et valg: De skal kræve deres arbejdspladser privatiseret.
I den private sektor kommer resultatløn helt af sig selv, ved at dygtige medarbejdere, der ikke bliver belønnet tilstrækkeligt for deres indsats, kan finde job hos en anden arbejdsgiver, som har bedre blik for deres kvaliteter og gerne vil betale for, at de udfoldes til gavn for hans virksomhed i stedet for konkurrentens. I den offentlige sektor derimod kan man være nok så dygtig som f.eks. sygeplejerske, plejehjemsassistent eller pædagog, men der kommer aldrig nogen konkurrerende arbejdsgiver og tilbyder et andet job med bedre løn, for der er ingen konkurrence mellem offentligt ejede sygehuse, plejehjem og børnehaver og derfor heller ikke nogen konkurrence om at tiltrække de dygtigste medarbejdere med højere lønninger.
Så hvorfor skulle den enkelte institutionsleder dog have benyttet sig af resultatlønnen, hvis Fogh havde fået den gennemført på en eller anden måde. Det eneste hun ville få ud af det, var sure miner på arbejdspladsen: "Hvorfor får hun mere end mig, jeg har da arbejdet mange flere år og har meget mere erfaring!", "hvorfor får han mere end mig, er det fordi han er en mand og ikke har så mange sygedage, men det er jo urimeligt, jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er mere syg, mandschauvenisme!" o.s.v. Man kender skuren fra enhver forsamling, hvor man ikke er vant til at skulle bekymre sig om bundlinjen, og det er de offentligt ansatte altså ikke. Så er det nemmere for lederen bare at lade være med at bruge resultatlønnen, for hun behøver jo heller ikke at tænke på nogen bundlinje.
De offentligt ansatte, som mener, at de bør få løn på samme niveau som privat ansatte, har kun et valg: De skal kræve deres arbejdspladser privatiseret.
