Leder: Regler for frihed

Fotofartfælder har et urimeligt dårligt omdømme blandt mange borgerlig-liberale danskere

Slettet Bruger,

20/04/2009

Fotofartfælder har et urimeligt dårligt omdømme blandt mange borgerlig-liberale danskere. De ses som frihedsindskrænkende og tegn på et overdrevet regelstyret samfund, men det kniber ofte med argumentation for sagen.

For de villaejere, der kontakter politiet for at høre, om der ikke kan opstilles fotofartfælder på netop deres vej, udgør fotograferingen af fartbøller i kvarteret en udvidelse af friheden. De slipper for biler, der larmende raser forbi boligen, og de tør lade deres små børn lege udenfor igen.

Regler for hastigheden på vejene sænker hastigheden og mindsker antallet af trafikdrab. Men naturligvis kun hvis de håndhæves. Breder det indtryk sig, at man kan køre som det passer en uden at blive opdaget, så har reglerne ingen effekt. Fotofartfælder er et effektivt værktøj til at straffe dem, der er ligeglade med reglerne, og de skader ingen andre. Der finder ingen overvågning sted af mennesker, som holder sig under fartgrænserne. Kameraet klikker kun, når man kører for stærkt.

I supermarkedet må man heller ikke spurte ned af midtergangen med sin indkøbsvogn, for man risikerer at køre ind i de andre kunder. Regler og frihed er ikke altid hinandens modsætninger, men kan ofte faktisk være hinandens forudsætninger. Så lad os da bare sætte flere fotofartfælder op, så vi alle kan færdes både frit og sikkert på vejene.

Kilde: