Det er ikke fordi, der er noget i vejen med et privat initiativ. Ikke fordi, der er noget odiøst i, at banker og andre private virksomheder støtter politiske partier, som de føler fremmer deres interesser. Jo flere, jo bedre - naivt kan man jo håbe, at det vil bremse Christiansborg trang til at hæve den partistøtte, som alle uanset kundestatus eller politisk observans er tvangsindlagt til at betale. Alligevel må det dirre lidt i næseborene, når man nu ser regeringen føre kampagne for en statslig støttepakke til den nette sum af 100 milliarder kroner til de banker, der støttede dem i valgkampen.
Den konservative leder, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, sidder i spidsen for et parti, som er dybt afhængig af bidrag fra blandt andet bankerne for at få biksen til at løbe rundt. For hver krone, der indbetales af menige konservative medlemmer rundt om i Danmark, kommer der sytten fra private virksomheder.
Uanset om Espersens synspunkter skulle være båret af en klippefast tro på at statslig støtte er tidens rette kur, er det ikke svært at skyde på en regering, når man i den grad tilgodeser egne støtter. For særlovgivning er altid, uanset hvilke ædle motiver der må ligge bag, en juridisk og politisk bastard. Når måler er at ramme specifikke grupper eller tilgodese specifikke grupper, bør man altid være på vagt. Hvorfor dem og ikke andre?
"De baserer magten på kammerateri, vennetjenester og magtfordrejning," lød Anders Fogh Rasmussen berømte salve, da han grundlovsdag 2001 tordnede mod den daværende socialdemokratiske regering.
Hans egen regering står i dag åben for at modtage beskyldninger om det samme. Beskyldninger, der nemt kunne være undgået, hvis man havde ført en rendyrket borgerlig politik og været mere optaget af at skære støtte fra end af at føje støtte til.
