Leder: Rasmussen III

Helle Thorning-Schmidt udtalte i går, at Lars Løkke Rasmussens første tale til Folketinget som statsminister lød som en tale, Anders Fogh Rasmussen...

Slettet Bruger,

15/04/2009

Helle Thorning-Schmidt udtalte i går, at Lars Løkke Rasmussens første tale til Folketinget som statsminister lød som en tale, Anders Fogh Rasmussens kunne have holdt på en dårlig dag. Det har hun ret i. Men den lød også som en tale, som Thornings egen tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, kunne have holdt på en mindst lige så dårlig dag.

Løkkes tale indeholdt nemlig alle de selvfede fraser om Danmarks overlegenhed i forhold til alle andre lande, som Nyrup gjorde til sit varemærke, og som Anders Fogh Rasmussen desværre også tog til sig. I Lars Løkke Rasmussens version, lød det bl.a. sådan her: "I Danmark har vi bygget bro mellem frihed og fællesskab. Og vi har fået både dynamik og tryghed retur. Det har vi gjort på en måde, som er enestående. Som aftvinger respekt i resten af verdenen."

Den slags kan forandringsangste danskere lide at høre, for hvis vi er så gode herhjemme, så er der jo ingen grund til at lave noget som helst om. Men sandt er det ikke, for nok kan vi høste en slags tryghed med den danske model - i hvert fald den slags tryghed, der handler om at vide, at uanset hvor tåbeligt man opfører, så vil der altid være en offentlige ydelse til at sørge for, at man ikke for alvor kommer til at mærke konsekvenser af det. Men dynamikken er, modsat Løkkes påstand, blevet skyllet ud med badevandet.

Det er af samme grund, at Danmark er røget ned af rangstigen over verdens rigeste lande i årene efter 1960, hvor den socialdemokratiske velfærdsstat blev opbygget. De seneste 50 år er danskerne gået fra at være verdens 5. rigeste folkeslag til i dag at være det 17. rigeste, og retningen har også været den samme i de år, hvor både Nyrup og Fogh har fremhævet Danmark som et foregangsland: Fra 1996-2006 har vi haft den femte laveste vækstrate ud af 30 OECD-lande.

Så hvor får Løkke selvfedmen fra, om vi må spørge?

Kilde: