Leder: Praktiserede ventetider

De praktiserende læger har det for nemt, når de kan tillade sig at lade deres patienter vente i telefonen i 10, 20 eller sågar flere minutter, før ...

Slettet Bruger,

28/05/2009

De praktiserende læger har det for nemt, når de kan tillade sig at lade deres patienter vente i telefonen i 10, 20 eller sågar flere minutter, før patienterne kan komme igennem og bestille en tid. Det er et tegn på, at regionerne er alt for restriktive med at give tilladelse til, at nye læger kan etablere sig.

Hvorfor skal læger overhovedet have en tilladelse for at åbne praksis? Enhver, der har gennemgået den relevante uddannelse på medicinstudiet med efterfølgende praktisk erfaring på et hospital, burde have lov til at etablere sig som læge med ret til at modtage patienter betalt af sygesikringen.

Det fungerer med tandlægerne, bortset fra at betalingen her ikke offentlig. Hvorfor skulle det ikke kunne fungere med lægerne så? Der er ikke klager over, at man skal sidde en stor del af sin morgen i telefonkø for at bestille tid hos landets tandlæger. Der er tandlæger nok til at betjene alle. Hvorfor skal vi så finde os i ventetiden hos lægerne? Eller for den sags skyld hos apotekerne, hvor køen er mindst lige så lang, og hvor baggrunden er den samme: det offentliges begrænsning af adgangen for nye konkurrenter til at kapre de - af gode grunde - utilfredse kunder.

Når det offentlige hindrer læger og farmaceuters adgang til at nedsætte sig med praksis eller apotek, så er det ikke for patienter og kunders skyld, men af hensyn til de etablerede kræfter blandt praktiserende læger og apotekere. De skal fortsat kunne levere en dårlig service, samtidig med at de tjener gode penge. Jovist, man hævder naturligvis, at det handler om alt muligt andet, og skulle en politiker driste sig til at foreslå privilegierne ophævet, så vil man høre skrig og skrål af, men det bør ingen lade sig narre af. Dem, der råber højest, er ikke nødvendigvis dem, der har ret. Og når et frit marked fungerer bedst på alle andre områder, så er der ingen grund til at tro, at det ikke også skulle fungere bedst på sundhedsområdet.

Kilde: