Leder: Præmoderne folkeskole

Det bør ikke komme som en overraskelse for mange, at al den it-udstyr, som de danske folkeskoler har indkøbt i de senere år, ikke har sat sig spor ...

Slettet Bruger,

18/01/2009

Det bør ikke komme som en overraskelse for mange, at al den it-udstyr, som de danske folkeskoler har indkøbt i de senere år, ikke har sat sig spor i undervisningen. De fleste mennesker er jo vanedyr, og skolelærere er ingen undtagelse. De gør, som de altid har gjort, medmindre de motiveres eller presses til at omstille sig - og i den kommunale folkeskole er der hverken pres eller motivation.

Er man en dygtig lærer, så får man samme løn som en dårlig. Og skolelederen, der burde have som opgave at stritte forstokkede lærere, som ikke vil gøre brug af nye og bedre redskaber i undervisningen, ud og i stedet ansætte friske kræfter, han gør det ikke. Det er bedst for hyggen på lærerværelset, hvis der ikke ledes for håndfast, ræsonnerer skolelederen, som heller ikke aflønnes i forhold til sin professionalisme, og derfor roligt kan prioritere sin popularitet hos de underordnede i stedet.

Siden 70'erne er andelen af elever på landets private skoler blevet mere end fordoblet. Om man der bruger computere mere i undervisningen, end man gør i de kommunale skoler, ved vi ikke, men man gør i hvert fald så meget andet. Først og fremmest gør man sig umage, fordi man ved, at der skal tilbydes noget ekstra, hvis forældrene skal have en grund til at fravælge det helt gratis offentlige tilbud og indskrive deres barn på en skole med egenbetaling og ofte også længere skolevej. De stegter duer kommer på privatskolerne ikke af sig selv flyvende, som de gør i de kommunale folkeskoler, og det giver hos privatskolerne pote i form af en mere engageret undervisning.

Problemet er til stede på et hvilket som helst område, hvor det offentlige har sat sig tungt på udbudet af serviceydelser, og et lille hypotetisk spørgsmål kan belyse det for selv den mest ihærdige velfærdsstatselsker: Hvis man nu lod folk beholde lidt flere penge efter skat, end man gør i dag, og i stedet opkrævede betaling for servicen hos f.eks. folkeskoler, offentlige hospitaler og plejehjem - hvor mange danskere ville mon så foretrække at købe deres ydelser hos det offentlige fremfor hos privatskoler, privathospitaler og private plejehjem?

Q.E.D.

Kilde: