Charlotte Fisher (R) vil gerne have flere mænd ind på medicinstudiet. Hendes partifælle, Lone Dybkjær, vil gerne have flere kvinder i bestyrelseslokalerne. Videnskabsminister Helge Sander (V) vil gerne have flere børn af ikke-akademikere ind på de videregående uddannelser. Forsvarsminister Søren Gade (V) vil gerne have flere kvinder i forsvaret. Mette Frederiksen (S) vil gerne have flere etnisk børn i ghettobørnehaverne.
Fælles for dem alle er, at de vil benytte sig af kvoter og positiv særbehandling for at gennemtvinge deres præferencer.
"Hvad gør man så?" Spurgte Bill Clinton engang til en flok modstandere af positiv særbehandling. Den er nem nok Bill, Charlotte, Lone, Helge, Søren, Mette og alle jer andre kvotetilhængere derude.
Ingenting. Intet som helst. Stop kønsspektaklet.
Drop jeres forsøg på central køns-planlægning af enhver institution. Tillad mennesker at vælge frit, at associere med hvem de vil. Tillad kvindedominerede uddannelser, mandsdominerede bestyrelser, sorte skoler, hvide skoler. Lad virksomheder hyre og fyre som det passer dem.
Lad være med at håndhæve eller påtvinge forskellighed eller lighed. Lad være med at forbyde det, men lad folk tage deres egne beslutninger. Hvis der er et sted hvor vi ikke skal have amerikanske tilstande, så er det her.
Den amerikanske, sorte økonom, Thomas Sowell, sagde engang, at positiv særbehandling er glimrende for sorte millionærer, men det har gjort meget lidt for sorte i ghettoen.
Ifølge Sowell er antallet af sorte amerikanere, der bliver optaget på University of California eller University of Texas, steget markant efter afskaffelsen af de to universiteters regler om positiv særbehandling på baggrund af race.
Man hører ofte om, at der er brug for rollemodeller af samme køn eller etnicitet for at fremme lysten hos underrepræsenterede grupper. Men et Harvard-studie fra 2003 konkluderer, at der ingen empirisk basis er for at påstå, at rollemodeller af samme køn og/eller etnicitet er bedre en hvide, mandlige rollemodeller. Faktisk viste studiet at positiv særbehandling har en tendens til at styre minoritetsstuderende mod universiteter og studieretninger, hvor de klarer sig relativt dårligt.
Der er også de, der mener at positiv særbehandling har hjulpet mange sorte ud af fattigdom. Men ifølge Thomas Sowell var der flere sorte, der kom ud af fattigdom mellem 1940-1960 end i de efterfølgende mere end 40 år. Altså efter indførelsen af love om positiv særbehandling og ved egen hjælp.
Ingen central myndighed ved hvor mange sorte, hvide eller brune, kvinder eller mænd, bøsser, biseksuelle eller heteroseksuelle, der bør være i den ene eller den anden børnehave, arbejdsplads, uddannelsesinstitution eller bestyrelseslokale.
Fælles for dem alle er, at de vil benytte sig af kvoter og positiv særbehandling for at gennemtvinge deres præferencer.
"Hvad gør man så?" Spurgte Bill Clinton engang til en flok modstandere af positiv særbehandling. Den er nem nok Bill, Charlotte, Lone, Helge, Søren, Mette og alle jer andre kvotetilhængere derude.
Ingenting. Intet som helst. Stop kønsspektaklet.
Drop jeres forsøg på central køns-planlægning af enhver institution. Tillad mennesker at vælge frit, at associere med hvem de vil. Tillad kvindedominerede uddannelser, mandsdominerede bestyrelser, sorte skoler, hvide skoler. Lad virksomheder hyre og fyre som det passer dem.
Lad være med at håndhæve eller påtvinge forskellighed eller lighed. Lad være med at forbyde det, men lad folk tage deres egne beslutninger. Hvis der er et sted hvor vi ikke skal have amerikanske tilstande, så er det her.
Den amerikanske, sorte økonom, Thomas Sowell, sagde engang, at positiv særbehandling er glimrende for sorte millionærer, men det har gjort meget lidt for sorte i ghettoen.
Ifølge Sowell er antallet af sorte amerikanere, der bliver optaget på University of California eller University of Texas, steget markant efter afskaffelsen af de to universiteters regler om positiv særbehandling på baggrund af race.
Man hører ofte om, at der er brug for rollemodeller af samme køn eller etnicitet for at fremme lysten hos underrepræsenterede grupper. Men et Harvard-studie fra 2003 konkluderer, at der ingen empirisk basis er for at påstå, at rollemodeller af samme køn og/eller etnicitet er bedre en hvide, mandlige rollemodeller. Faktisk viste studiet at positiv særbehandling har en tendens til at styre minoritetsstuderende mod universiteter og studieretninger, hvor de klarer sig relativt dårligt.
Der er også de, der mener at positiv særbehandling har hjulpet mange sorte ud af fattigdom. Men ifølge Thomas Sowell var der flere sorte, der kom ud af fattigdom mellem 1940-1960 end i de efterfølgende mere end 40 år. Altså efter indførelsen af love om positiv særbehandling og ved egen hjælp.
Ingen central myndighed ved hvor mange sorte, hvide eller brune, kvinder eller mænd, bøsser, biseksuelle eller heteroseksuelle, der bør være i den ene eller den anden børnehave, arbejdsplads, uddannelsesinstitution eller bestyrelseslokale.
