Mange politiske kommentatorer har været fulde af begejstring over Dansk Folkepartis vælgermæssige succes. Der er blevet talt henført om professionalisme og dygtighed i partiet, men sandheden er, at mange kan gøre, hvad Dansk Folkeparti har gjort, hvis blot de som Pia og co. vil nøjes med at vælge ét politisk emne at være principfast om, mens de i alle øvrige spørgsmål indtager det standpunkt, som bedst maksimerer stemmetallet.
Dansk Folkeparti er, når man ser bort fra udlændingepolitikken, et kræmmerparti, som til enhver tid har standpunkter til salg til den talrigeste og højest hujende hob i befolkningen. Det ser man bl.a. i partiets villighed til at deltage i det flertal uden om regeringen, som via en politisk beslutning i Folketinget vil tildele de offentligt ansatte en højere løn.
De offentligt ansatte har i Danmark nået så stort en antal, at de ikke længere behøver at forhandle deres lønstigninger hjem ved overenskomst med arbejdsgiverne, men kan stemme dem i hus via repræsentanter i Folketinget. Dette med at stemme sig til andre folks penge, når blot man er mange nok, er jo i forvejen en hæderkronet disciplin på venstrefløjen, så det måtte komme, at våbnet også en dag blev forsøgt brugt til at presse højere løn igennem. Men at Dansk Folkeparti hopper om bord i kleptokratiet er netop udtryk for den grænseløse populisme, som kendetegner partiet.
Den politiske troværdighed hos Pia Kjærsgaard hænger i en tynd tråd. Hun begyndte i politik i Fremskridtspartiet, forført af Mogens Glistrups taler om nulskat og tilbagerulning af den offentlige sektor med al dens papirnusseri. I dag er hun den høje skats forsvarer og har tilsyneladende intet imod papirnusseriet og pjækkeriet i den offentlige sektor, men vil tværtimod bruge politisk magt på at tildele det en højere løn.
Hvis der stadig er ordentlige mennesker tilbage i Dansk Folkeparti, så burde de sige fra nu.
Dansk Folkeparti er, når man ser bort fra udlændingepolitikken, et kræmmerparti, som til enhver tid har standpunkter til salg til den talrigeste og højest hujende hob i befolkningen. Det ser man bl.a. i partiets villighed til at deltage i det flertal uden om regeringen, som via en politisk beslutning i Folketinget vil tildele de offentligt ansatte en højere løn.
De offentligt ansatte har i Danmark nået så stort en antal, at de ikke længere behøver at forhandle deres lønstigninger hjem ved overenskomst med arbejdsgiverne, men kan stemme dem i hus via repræsentanter i Folketinget. Dette med at stemme sig til andre folks penge, når blot man er mange nok, er jo i forvejen en hæderkronet disciplin på venstrefløjen, så det måtte komme, at våbnet også en dag blev forsøgt brugt til at presse højere løn igennem. Men at Dansk Folkeparti hopper om bord i kleptokratiet er netop udtryk for den grænseløse populisme, som kendetegner partiet.
Den politiske troværdighed hos Pia Kjærsgaard hænger i en tynd tråd. Hun begyndte i politik i Fremskridtspartiet, forført af Mogens Glistrups taler om nulskat og tilbagerulning af den offentlige sektor med al dens papirnusseri. I dag er hun den høje skats forsvarer og har tilsyneladende intet imod papirnusseriet og pjækkeriet i den offentlige sektor, men vil tværtimod bruge politisk magt på at tildele det en højere løn.
Hvis der stadig er ordentlige mennesker tilbage i Dansk Folkeparti, så burde de sige fra nu.
