Leder: Politikeres privatliv skal ikke være fredet

Der findes folk - vist endda en del - som mener, at det bør være helt ligegyldigt for vælgerne, hvad politikerne laver i deres privatliv

Slettet Bruger,

04/11/2009

Der findes folk - vist endda en del - som mener, at det bør være helt ligegyldigt for vælgerne, hvad politikerne laver i deres privatliv. "Hvilken betydning har det, hvor mange gange Anders Fogh Rasmussen har været fuld?" kan de f.eks. spørge. Til det er der kun at sige, at i hvert fald Anders Fogh Rasmussen selv tillægger det stor betydning. For hvorfor skulle han ellers lyve om det?

Politikere bedømmes af vælgerne ikke kun på deres politik. Vælgerne vil også gerne stemme på en person, som de kan lide og have tillid til. Det er baggrunden for, at politikerne gerne viser deres helt private jeg frem i medierne - deres fritidsinteresser, familier, kæledyr, yndlingsfodboldklub, bil, barndom og meget mere. Politikerne viser det frem, fordi de selv tror, at det har betydning.

Hvorfor Anders Fogh Rasmussen troede, at folk hellere ville stemme på ham, hvis han bildte dem ind, at han kun havde drukket sig fuld én eneste gang i sit liv, helt tilbage i gymnasietiden, skal vi ikke gøre os kloge på. Det må være nok at slå fast, at Fogh - ligesom alle vi andre - har sine særheder, og det her synes at være en af dem.

Men når Anders Fogh Rasmussen nu har valgt, at hans forbrug af alkohol skal være en del af det image, som vælgerne forbinder med ham, så skal pressen da skrive det, hvis det billede, han forsøger at tegne af sig selv, ikke er rigtigt. Tænk, hvis pressen bare klappede hælene lydigt sammen og formidlede ethvert glansbillede af politikerne, præcis sådan som de gerne selv vil fremstå. Så kunne vælgerne hurtigt komme til at tro, at Christiansborg var befolket med lutter noble riddere og moder Theresa-typer. Og hvis det virkelig forholdt sig sådan, hvorfor så ikke give Folketinget mere magt, når nu dets medlemmer er så meget bedre end os andre dødelige?

Nej, politikerne skal pilles ned på jorden. De er ikke bedre, end vi er, til at styre deres egne liv, og derfor er der bestemt heller ingen grund til at tro, at de skulle være bedre til at styre alle andres liv.

Kilde: