Dansk Folkeparti vil forhåbentlig på valgdagen miste sit monopol på at være parlamentarisk grundlag for Foghs regeringer. Hvis det går, som meningsmålingerne spår, så vil en ny regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen også skulle tilfredsstille Ny Alliances krav. Dermed vil det være slut med den enorme indflydelse på regeringens politik, som Dansk Folkeparti efterhånden var begyndt at tage for givet.
Hvis det sker, så vil det være gavnligt for Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, at spørge sig selv, om hun kunne have undgået dette for hende så eklatante nederlag? Svaret er ja - det kunne hun sagtens. Pia Kjærsgaard er nemlig selv skyld i, at en så tilpas stor del af Venstres og de Konservatives vælgere ikke længere føler sig repræsenteret ved VKO-samarbejdet, at de med deres faneflugt har pustet liv i Ny Alliance.
Én ting er, at Ny Alliance får stemmer fra borgerlige, som ikke kan finde sig til rette med den stramme asylpolitik - det kunne Pia Kjærsgaard ikke have gjort noget ved, for den sag er hjerteblod for hende. Men en anden ting er, at Ny Alliance får stemmer fra borgerlige, som frustreres over den manglende reformvilje i forhold til velfærds- og i særdeleshed skattepolitikken - det burde Pia Kjærsgaard have forudset og gjort noget ved. For få år siden gik hun endda selv ind for den politik!
Der går en lige linje fra Dansk Folkepartis afvisning af traditionelle borgerlige mærkesager, som en afskaffelse af efterlønnen og en mærkbar sænkning af marginalskatten, til Ny Alliances fremkomst på den politiske scene. Havde Pia Kjærsgaard ikke nægtet at lægge mandater til disse ting (og havde Venstre ikke kunnet bruge DF som undskyldning for ikke selv at ville noget på området), så ville Ny Alliance ikke stå til 5-7 procent af stemmerne i dag, og så ville VKO-flertallet stadig være intakt.
Pia Kjærsgaard ville ikke nøjes med mindre end alt, både en stram udlændingepolitik og en socialdemokratisk velfærdspolitik, og på den måde lykkedes det for hende at splitte den borgerlige koalition, som bragte VKO til magten i 2001. Den insisterende ikke-socialdemokratiske del af koalitionen fik ikke sine ønsker opfyldt, men blev blot brugt som stemmekvæg for Pia Kjærsgaards politik, og til sidst fik den nok og skred til Ny Alliance.
Nu er Pia Kjærsgaard så i overhængende fare for at ende som konen i muddergrøften. Hun forlangte alt for meget og til sidst - må vi håbe - blev hun smidt tilbage, hvor hun kom fra. En partileder som alle andre, slut med de glade dage fra 2001-2007.
Hvis det sker, så vil det være gavnligt for Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, at spørge sig selv, om hun kunne have undgået dette for hende så eklatante nederlag? Svaret er ja - det kunne hun sagtens. Pia Kjærsgaard er nemlig selv skyld i, at en så tilpas stor del af Venstres og de Konservatives vælgere ikke længere føler sig repræsenteret ved VKO-samarbejdet, at de med deres faneflugt har pustet liv i Ny Alliance.
Én ting er, at Ny Alliance får stemmer fra borgerlige, som ikke kan finde sig til rette med den stramme asylpolitik - det kunne Pia Kjærsgaard ikke have gjort noget ved, for den sag er hjerteblod for hende. Men en anden ting er, at Ny Alliance får stemmer fra borgerlige, som frustreres over den manglende reformvilje i forhold til velfærds- og i særdeleshed skattepolitikken - det burde Pia Kjærsgaard have forudset og gjort noget ved. For få år siden gik hun endda selv ind for den politik!
Der går en lige linje fra Dansk Folkepartis afvisning af traditionelle borgerlige mærkesager, som en afskaffelse af efterlønnen og en mærkbar sænkning af marginalskatten, til Ny Alliances fremkomst på den politiske scene. Havde Pia Kjærsgaard ikke nægtet at lægge mandater til disse ting (og havde Venstre ikke kunnet bruge DF som undskyldning for ikke selv at ville noget på området), så ville Ny Alliance ikke stå til 5-7 procent af stemmerne i dag, og så ville VKO-flertallet stadig være intakt.
Pia Kjærsgaard ville ikke nøjes med mindre end alt, både en stram udlændingepolitik og en socialdemokratisk velfærdspolitik, og på den måde lykkedes det for hende at splitte den borgerlige koalition, som bragte VKO til magten i 2001. Den insisterende ikke-socialdemokratiske del af koalitionen fik ikke sine ønsker opfyldt, men blev blot brugt som stemmekvæg for Pia Kjærsgaards politik, og til sidst fik den nok og skred til Ny Alliance.
Nu er Pia Kjærsgaard så i overhængende fare for at ende som konen i muddergrøften. Hun forlangte alt for meget og til sidst - må vi håbe - blev hun smidt tilbage, hvor hun kom fra. En partileder som alle andre, slut med de glade dage fra 2001-2007.
