Pengene ser ud til at sidde løst på landets socialkontorer, når hver tiende nye førtidspensionist får tilkendt sin ydelse p.g.a. angiveligt stressrelaterede sygdomme. Efter alt at dømme skyldes stressdiagnosens popularitet, at den kan benyttes af enhver, som gerne vil syne uarbejdsdygtig, når lysten til at arbejde svigter. Stress er nu simpelthen den mest populære diagnose i førtidspensionssagerne - efterfulgt af endnu to psykiske diagnoser. Først på fjerdepladsen over de mest talrige førtidspensionsdiagnoser kommer en fysisk af slagsen, nemlig blodpropper. Dem kan man jo ikke så godt simulere.
Socialrådgiverne ser ikke ud til at have forstået, at deres opgave ikke er at give deres klienter, hvad disse på stående fod helst vil have, hvis de selv kan bestemme. En klient kan godt mene, at hans liv vil være bedre uden et arbejde, men hans sagsbehandler skal også skele til, hvad der er bedst for de resterende medlemmer af samfundet, og det er ikke livsvarig forsørgelse af folk, hvoraf en stor del må formodes at kunne forsørge sig selv ved eget arbejde (det gjorde de i hvert fald for ikke så mange år siden). Nogen skal jo betale for driveriet, og disse betalere skal arbejde det mere for hver førtidspension, som tildeles. Først skal de arbejde for sig selv og deres familie - så skal de arbejde for de offentligt forsørgede. Det er lige til at blive stresset af!
Der er dannet en uhellig alliance mellem behandlere og klienter i både det sociale system og sundhedsvæsenet. Stadig flere diagnoser udspys af behandlerne og modtages med glæde af klienterne, da de kan veksles til klingende mønt i det sociale system, som igen finder bekræftelse og eksistensberettigelse i alle de "svage", som har brug for hjælp.
Hvor er "skatteyderombudsmanden" henne i hele menageriet? Hvor er den person, som på vegne af dem, der skal betale, har mulighed for at sige stop til sygeliggørelsen? Vedkommene findes simpelthen ikke - systemet styres og bruges udelukkende af mennesker, som har interesse i forbrug af endnu flere penge. Politikerne? De lytter til "eksperterne" fra systemet.
Snart er det vel de "udbrændtes" tur til at blive optaget i de førtidspensioneredes rækker.
Socialrådgiverne ser ikke ud til at have forstået, at deres opgave ikke er at give deres klienter, hvad disse på stående fod helst vil have, hvis de selv kan bestemme. En klient kan godt mene, at hans liv vil være bedre uden et arbejde, men hans sagsbehandler skal også skele til, hvad der er bedst for de resterende medlemmer af samfundet, og det er ikke livsvarig forsørgelse af folk, hvoraf en stor del må formodes at kunne forsørge sig selv ved eget arbejde (det gjorde de i hvert fald for ikke så mange år siden). Nogen skal jo betale for driveriet, og disse betalere skal arbejde det mere for hver førtidspension, som tildeles. Først skal de arbejde for sig selv og deres familie - så skal de arbejde for de offentligt forsørgede. Det er lige til at blive stresset af!
Der er dannet en uhellig alliance mellem behandlere og klienter i både det sociale system og sundhedsvæsenet. Stadig flere diagnoser udspys af behandlerne og modtages med glæde af klienterne, da de kan veksles til klingende mønt i det sociale system, som igen finder bekræftelse og eksistensberettigelse i alle de "svage", som har brug for hjælp.
Hvor er "skatteyderombudsmanden" henne i hele menageriet? Hvor er den person, som på vegne af dem, der skal betale, har mulighed for at sige stop til sygeliggørelsen? Vedkommene findes simpelthen ikke - systemet styres og bruges udelukkende af mennesker, som har interesse i forbrug af endnu flere penge. Politikerne? De lytter til "eksperterne" fra systemet.
Snart er det vel de "udbrændtes" tur til at blive optaget i de førtidspensioneredes rækker.
