Når politikerne fremlægger planer for befolkningen om nye grandiose byggeprojekter og bruger kunstfærdigt udformede modeller, computerskabte filmsekvenser og store ord om, hvor fantastisk meget gavn, man vil få af byggeriet for næsten ingen penge, alt sammen for at overbevise om planernes berettigelse, og når det så efterfølgende viser sig, at byggeriet ikke bare blev 10 eller 20 procent dyrere end planlagt, men helt op til 150 procent dyrere, så er der slet og ret tale om bedrageri. Man har simpelthen solgt en vare ved at lyve om den.
"Mon dog," vil nogen indvende, "de vidste vel ikke bedre. De troede vel selv på tallene." Nej, det gør de ofte ikke, lyder svaret fra Bent Flyvbjerg, Danmarks førende forsker i offentlige anlægsprojekter. "Man gennemfører de dårligste projekter, fordi de ser bedst ud på papiret. Man underbudgetterer - nogle gange bevidst, andre gange ubevidst - mens man overvurderer eventuelle indtægter. Konsekvensen er store milliardtab," siger han.
Hvis det var sket i det private erhvervsliv, så var nogen blevet holdt ansvarlig, nogen var komme til at bøde for det. Dels for at yde erstatning til de skadeslidte, dels for at afskrække andre fra at gøre det samme. Men ikke i det offentlige. Der får man livsvarig ministerpension og frikort til DSB, uanset hvor mange uforudsete udgifter man har påført befolkningen. Det er forklaringen på, at en mand som Kaj Ikast kan gå rundt og se så glad ud, selvom det var i hans tid som trafikminister, at Storebæltstunnelen blev 120 procent dyrere, end borgerne var blevet stillet i udsigt.
Om to år begynder man at bygge en ny metroring i København. De metrolinjer, som allerede er bygget, kom til at koste 151 procent mere end planlagt. Det svarer til at en mand får bygget et hus til to millioner kroner, men når huset står færdig, så har prisen pludselig sneget sig op på fem millioner. Har man aldrig hørt om sådan et eksempel? Det er fordi huse er bygget for folks egne penge. Så er man mere påpasselig med at få opstillet et realistisk budget, end hvis man som politikerne har adgang til andre folks penge.
Hvis man som kommende bidragyder til den nye metroring vil sig selv det bedste, så bør man kræve af politikerne, at de holder fingrene væk fra det. Lad i stedet private virksomheder, som selv må bære alle omkostninger ved en fordyrelse, stå for både finansiering, byggeri og drift. At overlade et så stort byggeprojekt til politikere er - som amerikaneren P.J. O'Rourke har udtrykt det - som at give whisky og bilnøgler til teenagedrenge.
"Mon dog," vil nogen indvende, "de vidste vel ikke bedre. De troede vel selv på tallene." Nej, det gør de ofte ikke, lyder svaret fra Bent Flyvbjerg, Danmarks førende forsker i offentlige anlægsprojekter. "Man gennemfører de dårligste projekter, fordi de ser bedst ud på papiret. Man underbudgetterer - nogle gange bevidst, andre gange ubevidst - mens man overvurderer eventuelle indtægter. Konsekvensen er store milliardtab," siger han.
Hvis det var sket i det private erhvervsliv, så var nogen blevet holdt ansvarlig, nogen var komme til at bøde for det. Dels for at yde erstatning til de skadeslidte, dels for at afskrække andre fra at gøre det samme. Men ikke i det offentlige. Der får man livsvarig ministerpension og frikort til DSB, uanset hvor mange uforudsete udgifter man har påført befolkningen. Det er forklaringen på, at en mand som Kaj Ikast kan gå rundt og se så glad ud, selvom det var i hans tid som trafikminister, at Storebæltstunnelen blev 120 procent dyrere, end borgerne var blevet stillet i udsigt.
Om to år begynder man at bygge en ny metroring i København. De metrolinjer, som allerede er bygget, kom til at koste 151 procent mere end planlagt. Det svarer til at en mand får bygget et hus til to millioner kroner, men når huset står færdig, så har prisen pludselig sneget sig op på fem millioner. Har man aldrig hørt om sådan et eksempel? Det er fordi huse er bygget for folks egne penge. Så er man mere påpasselig med at få opstillet et realistisk budget, end hvis man som politikerne har adgang til andre folks penge.
Hvis man som kommende bidragyder til den nye metroring vil sig selv det bedste, så bør man kræve af politikerne, at de holder fingrene væk fra det. Lad i stedet private virksomheder, som selv må bære alle omkostninger ved en fordyrelse, stå for både finansiering, byggeri og drift. At overlade et så stort byggeprojekt til politikere er - som amerikaneren P.J. O'Rourke har udtrykt det - som at give whisky og bilnøgler til teenagedrenge.
