Det er nemt at skælde ud på Venstres top, fordi den nu ikke længere tør lade partiets folketingskandidater svare åbenhjertigt på simple spørgsmål om, hvad de står for, men i stedet føler sig nødsaget til guide dem, der ikke af sig selv svarer, som formand Foghs fokusgrupper og meningsmålinger siger, at man skal svare i denne uge. Det er et sygdomstegn, at et parti ikke længere har sine grundlæggende synspunkter på rygraden af enhver, der bliver valgt som kandidat til Folketinget. Det er et tegn på, at designerpolitikken har taget magten på bekostning af partiets sjæl, og Venstre-toppen må bære sin store del af skylden for det.
Men Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen kan jo ikke ødelægge et parti helt alene. De skal have lov til det af deres medlemmer, som skal klappe taktfast og vedholdende, når planerne for destruktionen fremlægges på partiets landsmøde af en formand, der pakker det pænt ind som manuskriptløse taler om den modnings- og dannelsesproces, som har ført ham til sit nye ophøjede udviklingsstadie som fuldblodssocialdemokrat.
Folketingskandidaterne skal også tage aktivt del i processen ved at udstråle lysten til at lade sig hundse rundt med af pressetjenesten på Christiansborg, for ellers ville den ikke gøre det. Hvis pressetjenesten havde en idé om, at kandidaterne havde deres egne holdninger, som de gerne stod ved og forsvarede, så ville der ikke blive ringet rundt med meningsinstrukser til dem. Det er fordi, man har erfaring med, at man kan gøre den slags med succes, at man gør det.
Til vælgere, som gerne vil stemme gode, gammeldags liberale ind på Christiansborg, fungerer historien om de kuede folketingskandidater blot som en påmindelse om, at man skal være varsom med at stemme på Venstre. De enkelte kandidater kan lyde nok så fornuftige, men hvis de ikke bruger deres sæde på Christiansborg til andet end at rette ind efter en ledelse, som igen helst vil rette ind efter den socialdemokratiske folkestemning, så kunne man jo lige så godt have stemt på en rigtig socialdemokrat fra starten.
Eller alternativt kaste sin lid på de Konservative, Ny Alliance eller den bløde sofa på valgdagen.
Men Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen kan jo ikke ødelægge et parti helt alene. De skal have lov til det af deres medlemmer, som skal klappe taktfast og vedholdende, når planerne for destruktionen fremlægges på partiets landsmøde af en formand, der pakker det pænt ind som manuskriptløse taler om den modnings- og dannelsesproces, som har ført ham til sit nye ophøjede udviklingsstadie som fuldblodssocialdemokrat.
Folketingskandidaterne skal også tage aktivt del i processen ved at udstråle lysten til at lade sig hundse rundt med af pressetjenesten på Christiansborg, for ellers ville den ikke gøre det. Hvis pressetjenesten havde en idé om, at kandidaterne havde deres egne holdninger, som de gerne stod ved og forsvarede, så ville der ikke blive ringet rundt med meningsinstrukser til dem. Det er fordi, man har erfaring med, at man kan gøre den slags med succes, at man gør det.
Til vælgere, som gerne vil stemme gode, gammeldags liberale ind på Christiansborg, fungerer historien om de kuede folketingskandidater blot som en påmindelse om, at man skal være varsom med at stemme på Venstre. De enkelte kandidater kan lyde nok så fornuftige, men hvis de ikke bruger deres sæde på Christiansborg til andet end at rette ind efter en ledelse, som igen helst vil rette ind efter den socialdemokratiske folkestemning, så kunne man jo lige så godt have stemt på en rigtig socialdemokrat fra starten.
Eller alternativt kaste sin lid på de Konservative, Ny Alliance eller den bløde sofa på valgdagen.
