Leder: Grundkursus i pædagogik for Ritt

Overborgmester Ritt Bjerregaards mantra under forhandlingerne om et nyt kommunalt finansieret autonomhus har været, at hun - modsat modstanderne af...

Slettet Bruger,

15/02/2008

Overborgmester Ritt Bjerregaards mantra under forhandlingerne om et nyt kommunalt finansieret autonomhus har været, at hun - modsat modstanderne af idéen - har vilje til at tage ansvar i stedet for at stå med korslagte arme. Spørgsmålet er, om Ritt Bjerrgaard også vil påtage sig ansvaret nu, hvor København smadres af en anden krævende gruppe.

Ifølge Khalid Alsubeihi, medlem af Fædregruppen på Nørrebro, er det lige netop Ritt Bjerregaards imødekommenhed overfor de autonome vandaler, som nu er medvirkende til, at unge anden generations-indvandrere sætter ild i gaderne. "De unge indvandrere har lært af aktivisterne fra Ungdomshuset, at man først bliver hørt, når man skaber vold og brand i gaden. Faktisk har der været tæt kontakt mellem indvandrerne og de unge aktivister gennem et stykke tid," siger Khalid Alsubeihi - og han er normalt en vidende mand, når det handler om bøllerne på Nørrebro.

Netop dette har helt fra begyndelsen været indvendingen imod Ritt Bjerregaards autonomhusprojekt: At hun ved at imødekomme de venstreekstremes krav, efter at de havde smadret store dele af byen, ville skabe en svært uheldig præcedens. Andre grupper ville komme til og bruge de samme midler for at få deres vilje, eller de autonome ville forsøge sig igen, næste gang de så en grund til det, lød advarslen. Nu sker det så.

Hvad er Ritt Bjerregaards svar? Indtil videre har hun intet gjort, politiet håndterer opgaven, og det er nok godt det samme. Men andre har allerede været ude med forslag om, at indvandrerbøllerne også skal have et hus, så det er vel blot et spørgsmål om tid, før også overborgmesteren får lyst til at "tage ansvar".

Det kunne være rart, hvis nogen i hendes omgangskreds, som vil København det godt, til den tid kunne forklare hende, at hvis man er et ordentligt menneske, så er det ikke nok at tage ansvar for at løse et problem her og nu. Man skal også have med i baghovedet, om ens løsningsforslag på lang sigt kan skabe større problemer end dem, man afværger i nutiden.

Det er ligesom med børn. Hvis en forælder giver barnet alt, hvad det kræver, føler vedkommende måske nok, at der bliver taget ansvar for at få barnet til at holde op med at hyle hysterisk. Men den virkelig ansvarlige er jo den anden forælder, som insisterer på eftertrykkeligt at sige nej her og nu, for helt at slippe for hyleriet i fremtiden.

Kilde: