Hvad gør regeringen, når pressen banker på med et "problem" og vil vide, hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved det? Skatteminister Kristian Jensen giver svaret: "Løsningen er oftest, at der bliver lavet en regel, så vi kan sige, at vi har gjort noget," siger han og fortsætter i det eftertænksomme hjørne: "Spørgsmålet er bare, om den lov løser problemet eller er en del af problemet."
Ja, det er spørgsmålet, men hvorfor bliver det ikke stillet noget oftere i regeringen? Burde man ikke kunne forvente det af en regering, som udspringer af to partier, der i deres programmer går ind for et mindre reguleret samfund, et samfund hvor borgerne selv tager hånd om de fleste problemer og finder løsninger på dem?
Regeringen savner mod. Mod til at stå fast på sit, når journalisterne går i selvsving over et eller andet problem, som de selv har gravet frem. Mod til at forklare det borgerlig-liberale svar på problemstillingen i stedet for bare at gøre det nemme - foreslå en lov, bevilge et beløb eller styrke kontrollen.
Uden mod til at bruge regeringsmagten til at føre sin egen politik og sætte sin egen dagsorden, når pressen banker på, kan det hele jo være lige meget. Så kunne man lige så godt lade Socialdemokraterne sidde i ministerierne og gennemføre, hvad den almindelige mening kræver.
If you can't beat them, join them, lyder en simpel leveregel. Mange mennesker har måttet sande, at det godt nok ikke er særligt idealistisk, men til gengæld kan det til tider være den eneste praktiske mulighed. Problemet med regeringen er dog, at den aldrig har forsøgt at udfordre den almindelige mening og slå den af pinden. Regeringen tilslutter sig i de fleste tilfælde straks det synpunkt, som de fleste i masserne har - det er jo det nemmeste.
Men hvis man vil gøre en forskel, må man en gang i mellem være villig til at kæmpe for det, man tror på uden at skele til den seneste meningsmåling. Forandring kommer fra folk, der kæmper for deres synspunkter, ikke fra opportunistiske efterplaprere.
Ja, det er spørgsmålet, men hvorfor bliver det ikke stillet noget oftere i regeringen? Burde man ikke kunne forvente det af en regering, som udspringer af to partier, der i deres programmer går ind for et mindre reguleret samfund, et samfund hvor borgerne selv tager hånd om de fleste problemer og finder løsninger på dem?
Regeringen savner mod. Mod til at stå fast på sit, når journalisterne går i selvsving over et eller andet problem, som de selv har gravet frem. Mod til at forklare det borgerlig-liberale svar på problemstillingen i stedet for bare at gøre det nemme - foreslå en lov, bevilge et beløb eller styrke kontrollen.
Uden mod til at bruge regeringsmagten til at føre sin egen politik og sætte sin egen dagsorden, når pressen banker på, kan det hele jo være lige meget. Så kunne man lige så godt lade Socialdemokraterne sidde i ministerierne og gennemføre, hvad den almindelige mening kræver.
If you can't beat them, join them, lyder en simpel leveregel. Mange mennesker har måttet sande, at det godt nok ikke er særligt idealistisk, men til gengæld kan det til tider være den eneste praktiske mulighed. Problemet med regeringen er dog, at den aldrig har forsøgt at udfordre den almindelige mening og slå den af pinden. Regeringen tilslutter sig i de fleste tilfælde straks det synpunkt, som de fleste i masserne har - det er jo det nemmeste.
Men hvis man vil gøre en forskel, må man en gang i mellem være villig til at kæmpe for det, man tror på uden at skele til den seneste meningsmåling. Forandring kommer fra folk, der kæmper for deres synspunkter, ikke fra opportunistiske efterplaprere.
