"Det er et wakeupcall til os på ja-fløjen. Vi skal blive bedre til at fortælle om, at EU er en succes. Det er blandt andet takket være EU, at man ikke skal betale 25 kroner i minuttet på sin mobiltelefon, når man ringer hjem fra stranden i Spanien."
Sådan lyder reaktionen fra Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen, til irernes nej til Lissabon-traktaten. Skal man som borgerlig grine eller græde over, at det bedste forsvar for EU's udvikling fra Danmarks engang liberale parti er, at EU nu har udvidet sine prisreguleringsforretninger - som før i tiden kun ødelagde markedet for landbrugsvarer - til også at omfatte telepriser? Nej, lad os i stedet glædes! Glædes over at det gør det nemt at forklare flere borgerlige danskere, at EU ikke er, hvad det har været, og derfor ikke fortjener den tidligere så automatiske opbakning fra liberale og konservative.
Udviklingen i EU handler ikke længere om at sikre fri handel på tværs af grænserne til glæde for alle, altså en borgerlig-liberal dagsorden. Udviklingen handler om det stik modsatte, f.eks. mere prisregulering, skatteopkrævning og protektionisme. Før kunne man glæde sig over, at EU's indre marked tog magten fra de nationale politikere og gav den tilbage til forbrugere og erhvervsliv. I dag ønsker politikerne at vinde magten tilbage, den skal nu bare bestyres fra deres sæder i Bruxelles.
Det bør tilhængere af en fri og decentraliseret økonomi sige nej til, og derfor er det glædeligt, at skepsisen nu også rammer statsministerpartiet Venstre i form af udenrigsordfører Søren Pind, som siger: "EU har brug for at genskabe begejstringen for den frihed, EF gav de europæiske borgere. Det kræver, at bureaukratiseringen, socialiseringen og centraliseringen tones ned. I modsat fald vil befolkningerne igen og igen - når de lejlighedsvis bliver spurgte - sige fra. Og kan man egentlig bebrejde dem?"
Søren Pind kan tydeligvis ikke bebrejde nej-stemmerne det! Ville han overhovedet kunne få sig selv til at stemme ja, hvis Lissabon-traktaten var blevet sat til afstemning herhjemme? Eller ved en kommende afstemning om det danske euroforbehold?
At disse spørgsmål kan stilles om Venstres udenrigsordfører siger noget om, hvad der er sket med meningsdannelsen om EU de senere år i Danmark. For 10 år siden stillede ingen den slags spørgsmål.
Sådan lyder reaktionen fra Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen, til irernes nej til Lissabon-traktaten. Skal man som borgerlig grine eller græde over, at det bedste forsvar for EU's udvikling fra Danmarks engang liberale parti er, at EU nu har udvidet sine prisreguleringsforretninger - som før i tiden kun ødelagde markedet for landbrugsvarer - til også at omfatte telepriser? Nej, lad os i stedet glædes! Glædes over at det gør det nemt at forklare flere borgerlige danskere, at EU ikke er, hvad det har været, og derfor ikke fortjener den tidligere så automatiske opbakning fra liberale og konservative.
Udviklingen i EU handler ikke længere om at sikre fri handel på tværs af grænserne til glæde for alle, altså en borgerlig-liberal dagsorden. Udviklingen handler om det stik modsatte, f.eks. mere prisregulering, skatteopkrævning og protektionisme. Før kunne man glæde sig over, at EU's indre marked tog magten fra de nationale politikere og gav den tilbage til forbrugere og erhvervsliv. I dag ønsker politikerne at vinde magten tilbage, den skal nu bare bestyres fra deres sæder i Bruxelles.
Det bør tilhængere af en fri og decentraliseret økonomi sige nej til, og derfor er det glædeligt, at skepsisen nu også rammer statsministerpartiet Venstre i form af udenrigsordfører Søren Pind, som siger: "EU har brug for at genskabe begejstringen for den frihed, EF gav de europæiske borgere. Det kræver, at bureaukratiseringen, socialiseringen og centraliseringen tones ned. I modsat fald vil befolkningerne igen og igen - når de lejlighedsvis bliver spurgte - sige fra. Og kan man egentlig bebrejde dem?"
Søren Pind kan tydeligvis ikke bebrejde nej-stemmerne det! Ville han overhovedet kunne få sig selv til at stemme ja, hvis Lissabon-traktaten var blevet sat til afstemning herhjemme? Eller ved en kommende afstemning om det danske euroforbehold?
At disse spørgsmål kan stilles om Venstres udenrigsordfører siger noget om, hvad der er sket med meningsdannelsen om EU de senere år i Danmark. For 10 år siden stillede ingen den slags spørgsmål.
