Så kom man ned på jorden igen.
Efter mandagens optur med præsentationen af Ny Alliances forfriskende skatteoplæg, fulgte torsdagens fremlæggelse af et partiprogram næsten uden formildende elementer. Det var de gode viljers vagtparade i Fællessalen på Christiansborg, da partistifterne Khader, Samuelsen og Seeberg flankeret af Leif Mikkelsen fortalte om alt det storslåede, de vil gøre for børnene og flygtningene og de umælende dyr for andre folks penge. Flosklerne flød i en lind strøm om et parti, der hverken er til højre eller til venstre, et parti som gerne tager de gode idéer fra begge sider i folketingssalen, som vil gøre op med blokpolitikken og i stedet vil det brede samarbejde hen over midten, og et parti som tager stilling fra sag til sag med den sunde fornuft som eneste rettesnor.
Sådan talte i sin tid også Mimi Jakobsen, som ingen savner i dansk politik, fordi både hun og hendes parti i al deres ikke-højrevenstreagtighed var så fuldstændig uforudsigelige, at de færreste turde stemme på dem. Samme skæbne lurer på Ny Alliance, selvom det i går præsenterede partiprogrammet. Nu kan vi se, hvad partiet vil på en række konkrete områder, men ligesom med Mimis parti ser det ikke ud til, at vi kan bruge partiprogrammet til at forudsige partiets stillingtagen til nye spørgsmål i fremtiden.
Hvordan hænger det f.eks. sammen, når man i værdigrundlaget kan læse, at "det personlige ansvar er centralt for Ny Alliance", og "det enkelte menneske skal i det danske samfund have frihed til at udfolde sig under respekt for andre menneskers ret til den samme frihed", når man samtidig i den konkrete politik kan læse, at partiet går ind for at udvide undervisningspligten i Danmark fra 9 til 12 år? Er det personlige ansvar og friheden til at udfolde sig måske ikke slet så centralt alligevel for Ny Alliance? Er det i virkeligheden bedre med lidt tvang? Og hvor blev det personlige ansvar af, da man i partiet formulerede det synspunkt, at man af hensyn til folkesundheden måtte komme det frie madpakkesmøreri i hjemmene til livs ved at tilbyde gratis mad på skatteborgernes regning på skolerne?
Når Ny Alliance allerede nu har svært ved at fortælle, om det vil frihed og ansvar, eller om det i stedet vil ufrihed og umyndiggørelse, så er det naturligvis også svært for folk, der går op i den slags ting at vide, om partiet har fortjent ens stemme.
Efter mandagens optur med præsentationen af Ny Alliances forfriskende skatteoplæg, fulgte torsdagens fremlæggelse af et partiprogram næsten uden formildende elementer. Det var de gode viljers vagtparade i Fællessalen på Christiansborg, da partistifterne Khader, Samuelsen og Seeberg flankeret af Leif Mikkelsen fortalte om alt det storslåede, de vil gøre for børnene og flygtningene og de umælende dyr for andre folks penge. Flosklerne flød i en lind strøm om et parti, der hverken er til højre eller til venstre, et parti som gerne tager de gode idéer fra begge sider i folketingssalen, som vil gøre op med blokpolitikken og i stedet vil det brede samarbejde hen over midten, og et parti som tager stilling fra sag til sag med den sunde fornuft som eneste rettesnor.
Sådan talte i sin tid også Mimi Jakobsen, som ingen savner i dansk politik, fordi både hun og hendes parti i al deres ikke-højrevenstreagtighed var så fuldstændig uforudsigelige, at de færreste turde stemme på dem. Samme skæbne lurer på Ny Alliance, selvom det i går præsenterede partiprogrammet. Nu kan vi se, hvad partiet vil på en række konkrete områder, men ligesom med Mimis parti ser det ikke ud til, at vi kan bruge partiprogrammet til at forudsige partiets stillingtagen til nye spørgsmål i fremtiden.
Hvordan hænger det f.eks. sammen, når man i værdigrundlaget kan læse, at "det personlige ansvar er centralt for Ny Alliance", og "det enkelte menneske skal i det danske samfund have frihed til at udfolde sig under respekt for andre menneskers ret til den samme frihed", når man samtidig i den konkrete politik kan læse, at partiet går ind for at udvide undervisningspligten i Danmark fra 9 til 12 år? Er det personlige ansvar og friheden til at udfolde sig måske ikke slet så centralt alligevel for Ny Alliance? Er det i virkeligheden bedre med lidt tvang? Og hvor blev det personlige ansvar af, da man i partiet formulerede det synspunkt, at man af hensyn til folkesundheden måtte komme det frie madpakkesmøreri i hjemmene til livs ved at tilbyde gratis mad på skatteborgernes regning på skolerne?
Når Ny Alliance allerede nu har svært ved at fortælle, om det vil frihed og ansvar, eller om det i stedet vil ufrihed og umyndiggørelse, så er det naturligvis også svært for folk, der går op i den slags ting at vide, om partiet har fortjent ens stemme.
