Så blev myten om, at stort set alle hjemløse lider af en psykisk sygdom af en eller anden art, endegyldigt punkteret. Det gælder faktisk kun for hver fjerde. Hjemløse danskere er først og fremmest alkohol- og stofmisbrugende danskere.
Myten tjener ellers sit formål i behandlings- og bekymringsindustrien. Med den kan man fraskrive de hjemløse ethvert ansvar for egen situation - de er jo syge - og i stedet lægge ansvaret på alle andre. Den er gal med samfundet, ikke med de hjemløse. Det er derfor også op til samfundet at løse de hjemløses problemer, ikke op til de hjemløse selv - hvis de da over hovedet opfatter deres livsform som et problem.
Det sidste er væsentligt, for mange hjemløse synes i virkeligheden slet ikke, at der er noget galt med deres liv. Som sociolog Tobias Børner Stax sagde det, efter at han havde opholdt sig fem måneder på et herberg for hjemløse for at skrive en afhandling:
"Hvis jeg fortalte dem om min tilværelse og mine daglige rutiner med at stå op, aflevere børn, tage på arbejde og sidde på et kontor hele dagen, hente børn igen, lave mad, snakke lidt med konen og så videre, ville de nok synes, at det er trist. Men jeg synes jo, at det er lækkert. Når jeg kigger på deres tilværelse, så synes jeg, den er trist. De trisser ned om morgenen, får morgenmad i kantinen, trisser videre ned i fjernsynsstuen, ser hvad der sker ude på gaden ... de trisser rundt. Der er ikke krav om rutiner eller aktiviteter på herberget, og hvis man er apatisk, kan man komme til at sidde og kigge meget. Og ja, det synes jeg er trist, men jeg er sikker på, at de ikke alle ville være enige med mig i det."
Man kan faktisk godt vælge det frie liv som hjemløs, bl.a. fordi man ikke kan udstå de daglige rutiner, som normaldanskeren slæber sig igennem. Man kan faktisk godt foretrække livet på gaden med gutterne fremfor at sidde derhjemme i lejligheden med tv'et. Og man kan faktisk godt mene, at livet er sjovere i en konstant rus, end når man er ædru.
Det behøver man ikke at være sindssyg for, men den erkendelse er svært at sluge i visse kredse. For hvis mange hjemløse vælger deres liv lige så bevidst, som normaldanskeren har valgt sit liv, hvorfor har normaldanskeren så egentlig pligt til at understøtte den hjemløse over skattebilletten? Og oveni: Hvis man vil bekæmpe hjemløsheden som livsstil, så er mere offentlig støtte til de hjemløse i hvert fald ikke vejen. Tværtimod.
Myten tjener ellers sit formål i behandlings- og bekymringsindustrien. Med den kan man fraskrive de hjemløse ethvert ansvar for egen situation - de er jo syge - og i stedet lægge ansvaret på alle andre. Den er gal med samfundet, ikke med de hjemløse. Det er derfor også op til samfundet at løse de hjemløses problemer, ikke op til de hjemløse selv - hvis de da over hovedet opfatter deres livsform som et problem.
Det sidste er væsentligt, for mange hjemløse synes i virkeligheden slet ikke, at der er noget galt med deres liv. Som sociolog Tobias Børner Stax sagde det, efter at han havde opholdt sig fem måneder på et herberg for hjemløse for at skrive en afhandling:
"Hvis jeg fortalte dem om min tilværelse og mine daglige rutiner med at stå op, aflevere børn, tage på arbejde og sidde på et kontor hele dagen, hente børn igen, lave mad, snakke lidt med konen og så videre, ville de nok synes, at det er trist. Men jeg synes jo, at det er lækkert. Når jeg kigger på deres tilværelse, så synes jeg, den er trist. De trisser ned om morgenen, får morgenmad i kantinen, trisser videre ned i fjernsynsstuen, ser hvad der sker ude på gaden ... de trisser rundt. Der er ikke krav om rutiner eller aktiviteter på herberget, og hvis man er apatisk, kan man komme til at sidde og kigge meget. Og ja, det synes jeg er trist, men jeg er sikker på, at de ikke alle ville være enige med mig i det."
Man kan faktisk godt vælge det frie liv som hjemløs, bl.a. fordi man ikke kan udstå de daglige rutiner, som normaldanskeren slæber sig igennem. Man kan faktisk godt foretrække livet på gaden med gutterne fremfor at sidde derhjemme i lejligheden med tv'et. Og man kan faktisk godt mene, at livet er sjovere i en konstant rus, end når man er ædru.
Det behøver man ikke at være sindssyg for, men den erkendelse er svært at sluge i visse kredse. For hvis mange hjemløse vælger deres liv lige så bevidst, som normaldanskeren har valgt sit liv, hvorfor har normaldanskeren så egentlig pligt til at understøtte den hjemløse over skattebilletten? Og oveni: Hvis man vil bekæmpe hjemløsheden som livsstil, så er mere offentlig støtte til de hjemløse i hvert fald ikke vejen. Tværtimod.
