En fejde udspiller sig for tiden i den danske filmbranche, og nu føler kulturminister Carina Christensen endda, at hun skal blande sig. Stridens genstand er en ny film af instruktør Ole Bornedal, en film som Nordisk Films biografer ikke vil vise, når den har premiere i påskeferien. Der er i forvejen mange andre danske film på programmet, siger Nordisk Film - og det spiller vel også en rolle, at disse film modsat Bornedals er produceret af Nordisk Film selv.
Og hvad så? Det er biografernes ret selv at bestemme, hvilke film de vil sætte på programmet - længere burde den ikke være. Men kulturministeren vil det tilsyneladende anderledes. Hun har ikke spillet ud med, hvad hun vil gøre, men noget vil hun tilsyneladende gøre. Hendes argument er, at syv mio. kr. fra Kulturministeriet via Det Danske Filminstitut har fundet vej til filmens produktion, og som Carina Christensen siger: "Syv millioner er rigtig mange penge på kulturbudgettet i Danmark, og jeg synes, det er ærgerligt, at en så stor film bliver vanskeligt tilgængelig for en stor gruppe danskere."
Carina Christensen kan rende og hoppe. Det er jo nordkoreanske tilstande, hvis de danske biografer ikke skulle have lov til at afvise en film, som de - uanset grund - ikke vil vise. Kulturministeren er konservativ og burde kende til det fine borgerlige princip, som går under navnet "den private ejendsomret". Sådan noget har biografejere også! Det er faktisk deres biografer. De har selv betalt for dem - det har Carina Christensen ikke. Derfor må de også bestemme over dem, herunder hvilke film der skal spilles.
Carina Christensen udviser i denne sag en beklagelig mangel på borgerlig rygrad. Når journalisterne kommer rendende og vil have hende til at "gøre noget", så skal hun bare sige nej. Der må for pokker da være bare en smule forskel på, hvad en socialdemokratisk regerings kulturminister kan finde på at gøre, og hvad en konservativ kulturminister gør.
Og hvad så? Det er biografernes ret selv at bestemme, hvilke film de vil sætte på programmet - længere burde den ikke være. Men kulturministeren vil det tilsyneladende anderledes. Hun har ikke spillet ud med, hvad hun vil gøre, men noget vil hun tilsyneladende gøre. Hendes argument er, at syv mio. kr. fra Kulturministeriet via Det Danske Filminstitut har fundet vej til filmens produktion, og som Carina Christensen siger: "Syv millioner er rigtig mange penge på kulturbudgettet i Danmark, og jeg synes, det er ærgerligt, at en så stor film bliver vanskeligt tilgængelig for en stor gruppe danskere."
Carina Christensen kan rende og hoppe. Det er jo nordkoreanske tilstande, hvis de danske biografer ikke skulle have lov til at afvise en film, som de - uanset grund - ikke vil vise. Kulturministeren er konservativ og burde kende til det fine borgerlige princip, som går under navnet "den private ejendsomret". Sådan noget har biografejere også! Det er faktisk deres biografer. De har selv betalt for dem - det har Carina Christensen ikke. Derfor må de også bestemme over dem, herunder hvilke film der skal spilles.
Carina Christensen udviser i denne sag en beklagelig mangel på borgerlig rygrad. Når journalisterne kommer rendende og vil have hende til at "gøre noget", så skal hun bare sige nej. Der må for pokker da være bare en smule forskel på, hvad en socialdemokratisk regerings kulturminister kan finde på at gøre, og hvad en konservativ kulturminister gør.
