"I 2001 stemte jeg på Anders Fogh, men jeg ved bedre nu ..."
Ordene er Nik og Jays fra popduoens seneste hit, "Kommer Igen". Nik og Jay er generationsikoner for danskere, der endnu ikke har rundet de 25 år, og ordene rummer en stor del af forklaringen på, hvorfor statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre, der i 2001 fik 31,2 procent af stemmerne, i den seneste meningsmåling ligger til at få opbakning fra blot 20,6 procent.
Venstre, der i 90'erne var partiet for de unge, smarte og ambitiøse, har i 00'erne tabt den næste generation på gulvet. Den lå ellers lige til højrebenet for "Danmarks Liberale Parti", for Nik og Jay-generationen har markante liberale tilbøjeligheder. Den er individualistisk, den tror på det personlige ansvar, den vil have frihed til at udfolde sig, den er imod Jante-loven, den respekterer folk, der har ydet en indsats, og den får ikke røde knopper af, at det afspejler sig i en ulige fordeling af dyrt tøj, lækre biler, store huse og andre materielle forbrugsgoder.
Hvordan kunne Venstre støde den - lige netop den! - generation fra sig? Hvordan i al verden kunne det lade sig gøre? Svaret er, at Venstre begyndte at tænke kortsigtet. Man ville hellere have regeringsmagten her og nu og være sikker på at bevare den, end man ville tage det lange seje træk og skaffe sig opbakning fra de nye generationer af vælgere.
Man begyndte at tale til den socialdemokratiserede, middelmådighedsdyrkende og forandringsangste midtervælger. Alle slagordene fra 90'erne om, hvad man ville gøre, hvis man fik 90 mandater blev pakket godt og grundigt væk, og i stedet talte man især om, hvad man ikke ville gøre, hvis man fik regeringsmagten, nemlig at lave noget grundlæggende om. Drømmene blev sat på stand-by, trygheden ved det velkendte blev i stedet gjort til målet for al politikformulering.
Der findes næppe nogen bedre metode til at støde unge mennesker fra sig. Ungdommen leder efter visioner om en bedre verden - ikke efter måder hvorpå man kan bevare alt, som deres forældre har skabt det. Ungdommen er overbevist om, at nye tider kræver nye løsninger - ikke at alle de vises sten lige præcis er fundet i årene, før den selv fik stemmeret. Ungdommen vil være med til at præge verden - ikke nøjes med at læne sig tilbage i et samfund, som andre har skabt før den.
Ved næste valg stemmer Nik og Jay-generationen på Villy Søvndal og SF. Det er på venstrefløjen, de unge fornemmer, at der findes folk, som vil noget andet end det bestående. Det er sørgeligt, men hvem kan fortænke dem i det? De borgerlige partier med Venstre i spidsen har siden 2001 haft blikket stift rettet mod næste valgdato og har helt forsømt at tale til de nye generationer af vælgere, som blot lidt længere ude i horisonten afgør valgene.
Anders Fogh Rasmussen havde ambitioner om at gøre Venstre til et folkeparti. Han har i stedet forvandlet Venstre til et parti for gamle nisser og nørdede VU'ere.
Ordene er Nik og Jays fra popduoens seneste hit, "Kommer Igen". Nik og Jay er generationsikoner for danskere, der endnu ikke har rundet de 25 år, og ordene rummer en stor del af forklaringen på, hvorfor statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre, der i 2001 fik 31,2 procent af stemmerne, i den seneste meningsmåling ligger til at få opbakning fra blot 20,6 procent.
Venstre, der i 90'erne var partiet for de unge, smarte og ambitiøse, har i 00'erne tabt den næste generation på gulvet. Den lå ellers lige til højrebenet for "Danmarks Liberale Parti", for Nik og Jay-generationen har markante liberale tilbøjeligheder. Den er individualistisk, den tror på det personlige ansvar, den vil have frihed til at udfolde sig, den er imod Jante-loven, den respekterer folk, der har ydet en indsats, og den får ikke røde knopper af, at det afspejler sig i en ulige fordeling af dyrt tøj, lækre biler, store huse og andre materielle forbrugsgoder.
Hvordan kunne Venstre støde den - lige netop den! - generation fra sig? Hvordan i al verden kunne det lade sig gøre? Svaret er, at Venstre begyndte at tænke kortsigtet. Man ville hellere have regeringsmagten her og nu og være sikker på at bevare den, end man ville tage det lange seje træk og skaffe sig opbakning fra de nye generationer af vælgere.
Man begyndte at tale til den socialdemokratiserede, middelmådighedsdyrkende og forandringsangste midtervælger. Alle slagordene fra 90'erne om, hvad man ville gøre, hvis man fik 90 mandater blev pakket godt og grundigt væk, og i stedet talte man især om, hvad man ikke ville gøre, hvis man fik regeringsmagten, nemlig at lave noget grundlæggende om. Drømmene blev sat på stand-by, trygheden ved det velkendte blev i stedet gjort til målet for al politikformulering.
Der findes næppe nogen bedre metode til at støde unge mennesker fra sig. Ungdommen leder efter visioner om en bedre verden - ikke efter måder hvorpå man kan bevare alt, som deres forældre har skabt det. Ungdommen er overbevist om, at nye tider kræver nye løsninger - ikke at alle de vises sten lige præcis er fundet i årene, før den selv fik stemmeret. Ungdommen vil være med til at præge verden - ikke nøjes med at læne sig tilbage i et samfund, som andre har skabt før den.
Ved næste valg stemmer Nik og Jay-generationen på Villy Søvndal og SF. Det er på venstrefløjen, de unge fornemmer, at der findes folk, som vil noget andet end det bestående. Det er sørgeligt, men hvem kan fortænke dem i det? De borgerlige partier med Venstre i spidsen har siden 2001 haft blikket stift rettet mod næste valgdato og har helt forsømt at tale til de nye generationer af vælgere, som blot lidt længere ude i horisonten afgør valgene.
Anders Fogh Rasmussen havde ambitioner om at gøre Venstre til et folkeparti. Han har i stedet forvandlet Venstre til et parti for gamle nisser og nørdede VU'ere.
