At man i England i længere tid har givet narkomaner belønning for at holde sig stoffri er måske ikke så tosset, som det lyder. Det burde det ellers være, hvis man skulle tro den almindelige opfattelse af narkomani som en form for sygdom. Sygdomme kan naturligvis ikke helbredes eller mildnes med lovning om gaver til den syge, såfremt han formår at blive rask. Om så guleroden var en million kroner, så ville det ikke kunne helbrede en kræftpatient - end ikke en, der lider af influenza, kan blive rask med den slags midler.
Men med den "sygdom", som man kalder narkomani, er det anderledes. Her kan patienterne mirakuløst helbrede sig selv for deres stofmisbrug, hvis der stilles dem en gave i udsigt. I USA har adskillige forsøg dokumenteret at selv små præmier for at holde sig clean - biografbilletter f.eks. - kan føre til, at narkomanerne pludselig evner at holde deres misbrug i ro for en tid. Det tyder på, at forestillingen om narkomani som en sygdom bare ikke holder.
"Just say no," lød en amerikansk kampagne mod misbrug af stoffer, men den var henvendt til dem, der ikke allerede havde indledt et systematisk misbrug. Måske burde man også sige det til mere forhærdede narkomaner: Bare sig nej. Find noget andet at bruge livet på. Hvis du kan holde dig fra stofferne med lovning om en gave, så burde du også kunne holde dig fra det uden anden belønning end udsigten til et længere liv under mere normale vilkår. Hvis det altså er det, du gerne vil. Og hvis du ikke vil, så er der intet, som andre kan gøre for dig.
Måske er opfattelsen af narkomani som en sygdom i virkeligheden med til at holde mennesker fast i misbruget. De lader sig bilde ind, at deres situation ikke er deres egen skyld, at de blot er blevet ramt af narkomanien, ligesom man kan rammes af astma eller af en anden kronisk lidelse, og derfor kan de ikke gøre andet end at vente på, at nogen kommer og redder dem, på samme måde som den syge venter på en ny genkur. Hvis det forholder sig sådan, så er den rette kur for narkomanen blot en dosis sandhed: Du kan, hvis du vil. Men viljen kan du kun selv fremskaffe.
Men med den "sygdom", som man kalder narkomani, er det anderledes. Her kan patienterne mirakuløst helbrede sig selv for deres stofmisbrug, hvis der stilles dem en gave i udsigt. I USA har adskillige forsøg dokumenteret at selv små præmier for at holde sig clean - biografbilletter f.eks. - kan føre til, at narkomanerne pludselig evner at holde deres misbrug i ro for en tid. Det tyder på, at forestillingen om narkomani som en sygdom bare ikke holder.
"Just say no," lød en amerikansk kampagne mod misbrug af stoffer, men den var henvendt til dem, der ikke allerede havde indledt et systematisk misbrug. Måske burde man også sige det til mere forhærdede narkomaner: Bare sig nej. Find noget andet at bruge livet på. Hvis du kan holde dig fra stofferne med lovning om en gave, så burde du også kunne holde dig fra det uden anden belønning end udsigten til et længere liv under mere normale vilkår. Hvis det altså er det, du gerne vil. Og hvis du ikke vil, så er der intet, som andre kan gøre for dig.
Måske er opfattelsen af narkomani som en sygdom i virkeligheden med til at holde mennesker fast i misbruget. De lader sig bilde ind, at deres situation ikke er deres egen skyld, at de blot er blevet ramt af narkomanien, ligesom man kan rammes af astma eller af en anden kronisk lidelse, og derfor kan de ikke gøre andet end at vente på, at nogen kommer og redder dem, på samme måde som den syge venter på en ny genkur. Hvis det forholder sig sådan, så er den rette kur for narkomanen blot en dosis sandhed: Du kan, hvis du vil. Men viljen kan du kun selv fremskaffe.
