Leder: Muslim blandt socialister

Slettet Bruger,

24/09/2007

Så er der folk i Enhedslisten, der vil af med Asmaa Abdol-Hamid. "Jeg forstår ikke, hvorfor vi har valgt hende, for hun er meget troende og en meget praktiserende muslim. Hendes mål er at blande stat og religion sammen, derfor ønsker jeg at samle underskrifter ind til et nyt årsmøde," siger Katayoun Yasdanyar, der vil vippe Asmaa af pinden som folketingskandidat.

Nåda, vil Abdol-Hamid blande stat og religion sammen! Nej, det går selvfølgelig ikke i et parti som Enhedslisten, der vil blande staten sammen med alt andet end religion: Kulturlivet, industrien, børneopdragelsen, medierne, undervisningen, kønnenes forhold til hinanden, fødevareproduktionen, boligen, serviceerhvervene - alt! - skal staten ifølge Enhedslistens gammelkommunister og nyrevolutionære blandes ind i. Må man selv vælge sine underbukser? Kun hvis man har fået lov i Enhedslistens folkedemokrati, alt andet ville være udemokratisk.

Men religion må ikke blandes sammen med staten, der sætter man grænsen. Det skal jo ikke hedde sig, at man er ... totalitær. Det er lettere grinagtigt at overvære dette begyndende udskilningsprojekt hos Enhedslisten. Som en Hells Angels-gruppe med vold, mord og afpresning på samvittigheden, der forsøger at få smidt det nyeste medlem på porten, fordi han ikke er god ved dyr.

Asmaa Abdol-Hamid har haft problemer med at tage afstand fra dødsstraf i henhold til muslimsk sharia-lov, og hun har udtalt en mildest talt usympatisk opbakning til angreb på danske soldater i Irak. Men blandt de partifæller, hvoraf nogen nu vil af med hende, findes der folk, som har bakket op om regimer med drab på millioner på samvittigheden - en af dem er partiets finansordfører, Frank Aaen - og hele partiets folketingsgruppe støtter venstreekstreme kræfter, som lejlighedsvis udsætter danske politifolk for livsfare ved at kaste molotovcocktails og brosten mod dem.

Det er værd at huske på for dem, der opfatter Asmaa Abdol-Hamid og hendes muslimske baggrund som meget farlig. I Danmark bor der cirka 200.000 muslimer, men de har endnu ikke sendt en eneste islamist i Folketinget, og opstillingen af Asmaa hos Enhedslisten har tilsyneladende ikke ført til, at muslimer bare strømmer til partiet for at stemme på hende. Tværtimod, Enhedslisten står nu i en del meningsmålinger til at ryge ud af Folketinget p.g.a. netop Asmaa Abdol-Hamid. I kontrast til denne uformåen blandt danske islamister, der måtte have politiske ambitioner, står, at 114.000 fans af Enhedslisten ved valget i 2005 ikke havde problemer med at finde sammen om at sende seks af deres folk i Folketinget. Socialismen er uden nogen tvivl stadig den totalitære ideologi, som har størst opbakning i Danmark og udgør den største fare for danskernes frihed.

Kilde: