Mødrehjælpens kritik af den monopolagtige status, som de kommunale socialrådgivere har i den sociale problemløsning, er et befriende frisk pust i velfærdsdebatten. Og det er jo helt rigtigt, hvad der bliver sagt. Ja, det er til skade for både dem, der skal betale regningen, og dem som har brug for hjælp til at løse deres problemer, at der ikke er konkurrence på området.
Hvorfor skulle lige netop det kommunale tilbud til f.eks. forældre, som ikke har styr på deres børn, eller til en ung mor som er på vej ud i langvarig offentlig forsørgelse være det bedste? Der er jo ingen grund til at tro andet, end at den offentlige sektor nok også på det sociale område er indsovset i gammeldags procedurer og mangel på nytænkning, som den er det på så mange andre områder. Sløseriet og inkompetencen kommer jo ofte af sig selv, når man ikke behøver gøre sig umage for at levere et godt produkt, fordi kunderne ikke har noget andet sted at gå hen med deres behov.
Vi skal ikke mange årtier tilbage i Danmarkshistorien, før vi finder et væld af frivillige fællesskaber og foreninger, som tog sig af mennesker med sociale problemer. Men i takt med velfærdsstatens opbygning er disse institutioner i det civile samfund døet hen, eller deres opgaver er blevet reduceret til at feje lidt i de få hjørner af samfundet, som det offentlige apparat endnu ikke formået at brede sig til. Som historikeren Henrik Jensen har formuleret det:
"Staten sugede ved sin mellemkomst langsomt, men sikkert traditionelt vigtige samfundsmæssige institutioner tomme for rationelle funktioner, og dermed i længden også for autoritet over for individet. Blandt disse var ikke blot sognerådet og den frivillige sygekasse, men også de institutioner og relationer, der tidligere sluttede tæt omkring det enkelte menneske: slægten, landsbyen, kvarteret, familien. Gradvis, og kun rigtigt iøjnefaldende i tilbageblikket, mistede de betydning og indhold. Tilbage var den enkelte - og en stor ting ved navn staten."
Angiveligt skete monopoliseringen af hensyn til klienterne, men reelt har det kun været til gavn for systemet selv, for det kan nu regere næsten uindskrænket. Hvis en lignende monopolsituation nogensinde skulle opstå ved f.eks. leverancen af letmælk, så ville Konkurrencestyrelsen, som politikerne har skabt til formålet, gribe ind. Men det sociale monopol er skabt af politikerne selv, så det har vi ingen til at beskytte os imod.
Hvorfor skulle lige netop det kommunale tilbud til f.eks. forældre, som ikke har styr på deres børn, eller til en ung mor som er på vej ud i langvarig offentlig forsørgelse være det bedste? Der er jo ingen grund til at tro andet, end at den offentlige sektor nok også på det sociale område er indsovset i gammeldags procedurer og mangel på nytænkning, som den er det på så mange andre områder. Sløseriet og inkompetencen kommer jo ofte af sig selv, når man ikke behøver gøre sig umage for at levere et godt produkt, fordi kunderne ikke har noget andet sted at gå hen med deres behov.
Vi skal ikke mange årtier tilbage i Danmarkshistorien, før vi finder et væld af frivillige fællesskaber og foreninger, som tog sig af mennesker med sociale problemer. Men i takt med velfærdsstatens opbygning er disse institutioner i det civile samfund døet hen, eller deres opgaver er blevet reduceret til at feje lidt i de få hjørner af samfundet, som det offentlige apparat endnu ikke formået at brede sig til. Som historikeren Henrik Jensen har formuleret det:
"Staten sugede ved sin mellemkomst langsomt, men sikkert traditionelt vigtige samfundsmæssige institutioner tomme for rationelle funktioner, og dermed i længden også for autoritet over for individet. Blandt disse var ikke blot sognerådet og den frivillige sygekasse, men også de institutioner og relationer, der tidligere sluttede tæt omkring det enkelte menneske: slægten, landsbyen, kvarteret, familien. Gradvis, og kun rigtigt iøjnefaldende i tilbageblikket, mistede de betydning og indhold. Tilbage var den enkelte - og en stor ting ved navn staten."
Angiveligt skete monopoliseringen af hensyn til klienterne, men reelt har det kun været til gavn for systemet selv, for det kan nu regere næsten uindskrænket. Hvis en lignende monopolsituation nogensinde skulle opstå ved f.eks. leverancen af letmælk, så ville Konkurrencestyrelsen, som politikerne har skabt til formålet, gribe ind. Men det sociale monopol er skabt af politikerne selv, så det har vi ingen til at beskytte os imod.
