Leder: Money for nothing!

Slettet Bruger,

13/08/2007



Ofte hørt:

A: "Vi betaler altså for meget i skat i Danmark!"
B: "Nåja, men så kan vil til gengæld få en god og gratis behandling, når vi bliver syge. Tænk lige på det."

Og det tænker vi så på, vi danskere, når vi i stigende grad vælger at købe en privat sundhedsforsikring eller kræve en betalt af arbejdsgiveren ved lønforhandlingerne. Eller rettere, vi tænker på, at det offentlige sundhedssystem nok er gratis, men til gengæld ikke særligt godt, så selvom vi har betalt for vores helbredelse én gang over skatten, så må vi hellere betale en ekstra gang for en privat forsikring, hvis vi vil være sikre på at få en ordentlig behandling.

Sådan er det jo, når man ikke er kunde i systemet, men bare skatteborger, der ikke kan nægte at betale, selvom man ikke synes om produktet. Så står det producenterne frit for at sjuske med rengøringen, så mange bliver syge af at komme på sygehus, de kan opføre sig alt andet end servicemindede i behandling og pleje, og de kan indføre lange køer for selv dødssyge patienter. Pengene skal man lægge alligevel, så ingen - hverken menige medarbejdere eller chefer - får utilfredsheden at føle på egen krop. Slendrianen kan fortsætte uhindret i al evighed.

En eller anden dag - og lad den komme snart! - må danskerne få nok af det. På denne skønne dag vil vi i stedet kunne høre denne samtale:

A: "Vi betaler altså for meget i skat i Danmark!"
B: "Ja, og vi får ikke engang en ordentlig ydelse ud af det."
A: "Lad os kræve vores penge tilbage, så vi selv kan købe hos dem, der vil give os kvalitet for pengene!"

Kilde: