For nylig udkom dagbladet Information med en artikel, som er symptomatisk for en særlig venstrefløjstradition for forherligelse af tyraniske styrer verden over. Artiklen var skrevet i anledning af 30 års-jubilæet for den islamiske revolution i Iran, som Information allerede i artiklens underrubrik følte grund til at udråbe et hurra for: "Den islamiske revolution i 1979 har skabt bemærkelsesværdige fremskridt i Iran," kunne man læse.
Fremskridt? Ligefrem bemærkelsesværdige fremskridt? Man er tilbøjelig til at tro, at man må have læst forkert. Vi taler om et styre, der henretter politiske fanger og homoseksuelle offentligt. Et styre hvor religiøse minoriteter forfølges og arresteres. Et styre som i årevis har støttet internationale terrorister.
Artiklen i Information berører imidlertid ikke den slags trivialiteter. I stedet får vi serveret oplysninger - og det er det, der er det symptomatiske - om påståede sociale fremskridt i Iran. Om de er sande eller ej, tør vi ikke vurdere, men det er også lige meget. Det væsentlige er, at påstanden om, at disse fremskridt er et resultat af præstestyrets indsats, er grotesk. For hvilket land oplever ikke fremskridt over en 30 års-periode? Der findes undtagelser som Nordkorea og Zimbabwe, men ellers er sociale fremskridt verden over reglen og ikke undtagelsen - uanset styrets beskaffenhed.
Alligevel er netop denne argumentation metervare i både den danske og den internationale debat, når meningsdannere på venstrefløjen ønsker at forsvare deres yndlingsdespoti. Vi så det også under det nyligt afholdte 50 års-jubilæum for den socialistiske revolution i Cuba.
Man kan sætte sin finger på et tilfældigt totalitært styre på verdenskortet, og man vil altid kunne finde en meningsdanner på venstrefløjen, som kan fortælle om alt det gode, styret har gjort. Tankevækkende.
Fremskridt? Ligefrem bemærkelsesværdige fremskridt? Man er tilbøjelig til at tro, at man må have læst forkert. Vi taler om et styre, der henretter politiske fanger og homoseksuelle offentligt. Et styre hvor religiøse minoriteter forfølges og arresteres. Et styre som i årevis har støttet internationale terrorister.
Artiklen i Information berører imidlertid ikke den slags trivialiteter. I stedet får vi serveret oplysninger - og det er det, der er det symptomatiske - om påståede sociale fremskridt i Iran. Om de er sande eller ej, tør vi ikke vurdere, men det er også lige meget. Det væsentlige er, at påstanden om, at disse fremskridt er et resultat af præstestyrets indsats, er grotesk. For hvilket land oplever ikke fremskridt over en 30 års-periode? Der findes undtagelser som Nordkorea og Zimbabwe, men ellers er sociale fremskridt verden over reglen og ikke undtagelsen - uanset styrets beskaffenhed.
Alligevel er netop denne argumentation metervare i både den danske og den internationale debat, når meningsdannere på venstrefløjen ønsker at forsvare deres yndlingsdespoti. Vi så det også under det nyligt afholdte 50 års-jubilæum for den socialistiske revolution i Cuba.
Man kan sætte sin finger på et tilfældigt totalitært styre på verdenskortet, og man vil altid kunne finde en meningsdanner på venstrefløjen, som kan fortælle om alt det gode, styret har gjort. Tankevækkende.
