Forfatter Peter Øvig Knudsen har fuldt ud fortjent den Cavling-pris, som han modtager for sit tobindsværk om den venstreorienterede Blekingegadebande, der bl.a. begik voldelige røverier, tilfangetog uskyldige mennesker herunder en lille pige og sågar begik mord i den store revolutionære sags tjeneste - at indsamle penge til den palæstinensiske terrororganisation PFLP. Hans bøger leverer en usædvanlig grundig gennemgang af det, de gjorde, og af det de tænkte, når de gjorde det.
Særligt ét sted rammes hovedet på sømmet i forhold til en venstreorienteret tænkning, som stadig findes den dag i dag. Det er, da Øvigs anonyme kilde fra inderkredsen af banden, manden der i offentligheden er blevet døbt "Stemmen", fortæller, hvordan bandemedlemmerne retfærdiggjorde deres handlinger. Han siger:
"Vores grundsyn og motivet bag vores aktiviteter [kan] opsummeres sådan: Hvis vi ikke støtter befrielsesbevægelserne og i den støtte går så langt, som det er nødvendigt, så er vi automatisk med til at støtte det modsatte - besættelse og undertrykkelse. Man kommer ikke udenom at tage et ansvar og derpå handle. Der eksisterer ikke et helle, hvor man blot kan forholde sig neutral og passiv."
Denne revolutionære moral findes stadig. Den dyrkes f.eks. af de mennesker, som sælger t-shirts til fordel for den columbianske terrorbevægelse FARC og palæstinensiske PFLP. Enten hjælper man oprørerne, argumenterer de, eller også hjælper man det undertrykkende styre.
Det er en argumentation, der kan bruges til at retfærdiggøre alt. Røverier, mord, bombesprænginger på togstationer, alt kan dækkes ind med den argumentation. For der findes altid et ondt styre i verden, som ikke fortjener andet end at blive væltet, og der er ingen grænser for, hvor langt man kan gå, når man er villig til at gå "så langt, som det er nødvendigt" for at vinde over despoterne.
Men sandheden er heller ikke, at man enten må støtte terrorister eller despoter. Man kan jo også lade være med at støtte nogen af dem. Og man kan støtte bevægelser, som ønsker at vælte styret, men som hverken er villige til at sprænge uskyldige mennesker i luften undervejs eller gennemføre vilkårlige kidnapninger eller hvilket usympatisk middel, den lokale terrororganisation nu har valgt.
Sværere er det ikke. Man bekæmper ikke ondskab ved selv at gøre onde ting.
Særligt ét sted rammes hovedet på sømmet i forhold til en venstreorienteret tænkning, som stadig findes den dag i dag. Det er, da Øvigs anonyme kilde fra inderkredsen af banden, manden der i offentligheden er blevet døbt "Stemmen", fortæller, hvordan bandemedlemmerne retfærdiggjorde deres handlinger. Han siger:
"Vores grundsyn og motivet bag vores aktiviteter [kan] opsummeres sådan: Hvis vi ikke støtter befrielsesbevægelserne og i den støtte går så langt, som det er nødvendigt, så er vi automatisk med til at støtte det modsatte - besættelse og undertrykkelse. Man kommer ikke udenom at tage et ansvar og derpå handle. Der eksisterer ikke et helle, hvor man blot kan forholde sig neutral og passiv."
Denne revolutionære moral findes stadig. Den dyrkes f.eks. af de mennesker, som sælger t-shirts til fordel for den columbianske terrorbevægelse FARC og palæstinensiske PFLP. Enten hjælper man oprørerne, argumenterer de, eller også hjælper man det undertrykkende styre.
Det er en argumentation, der kan bruges til at retfærdiggøre alt. Røverier, mord, bombesprænginger på togstationer, alt kan dækkes ind med den argumentation. For der findes altid et ondt styre i verden, som ikke fortjener andet end at blive væltet, og der er ingen grænser for, hvor langt man kan gå, når man er villig til at gå "så langt, som det er nødvendigt" for at vinde over despoterne.
Men sandheden er heller ikke, at man enten må støtte terrorister eller despoter. Man kan jo også lade være med at støtte nogen af dem. Og man kan støtte bevægelser, som ønsker at vælte styret, men som hverken er villige til at sprænge uskyldige mennesker i luften undervejs eller gennemføre vilkårlige kidnapninger eller hvilket usympatisk middel, den lokale terrororganisation nu har valgt.
Sværere er det ikke. Man bekæmper ikke ondskab ved selv at gøre onde ting.
