Venstres førstemand i København, Martin Geertsen, forlader politik, og det er de ansatte i hans administration på rådhuset og medlemmerne af Venstres gruppe formentlig kede af. På det personlige plan er Geertsen, som han blot kaldes blandt venner, nemlig et uhyre sympatisk menneske: Venlig, eftertænksom, morsom og meget åbenhjertig.
Men når det gælder det politiske, så har Martin Geertsen gennem årene vist sig at være en ret ligegyldig person - ja, det skrev vi: ligegyldig. Ingen med drømme om et systemskifte i København bør begræde hans afgang. Tværtimod bør hans eksempel bruges til skræk og advarsel for andre, der gør sig tanker om at gå ind i borgerlig partipolitik.
Det er ikke fordi, Martin Geertsen ikke kan det politiske spil, for det kan han. Det er heller ikke, fordi han ikke evner at kommunikere med vælgerne, for det er han fint i stand til. Han mangler ikke de evner, som normalt vækker begejstring blandt de "politiske iagttagere", der kommenterer politik på samme måde som en fodboldkamp, hvor det ikke gælder om at komme nogen steder hen, men kun om at skyde mål, som kan puttes op på en lystavle til ingen anden gavn end underholdning og nye millionkontrakter til spillerne.
Det er ikke hans evner indenfor det spil, der gør ham så politisk ligegyldig. Det er fordi, han mangler den første forudsætning for at gøre en forskel i politik: Man skal ville noget! Man skal brænde for noget! Man skal have principper, man vil kæmpe for! Hvis man ikke har det, så er man jo ikke i politik af andre grunde end for receptionernes, medieomtalens og borgmesterpensionens skyld.
Her på stedet mindes vi ikke, at Martin Geertsen har kæmpet for en sag, som han troede på, hvis ikke han samtidig så den som en mulighed for at kapre flere stemmer. Vi mindes til gengæld flere lejligheder, hvor han kæmpede for en politik, som vi ærligt talt ikke troede var hans.
I sin tid som aktiv i Venstres Ungdom havde Martin Geertsen f.eks. den opfattelse, at borgerne selv skulle have lov at afgøre, hvilken slags kultur deres penge skulle bruges på. Der var ingen grund til at lade politikerne bestemme det, mente han. Men så blev han kulturborgmester, og efter at have indåndet luften på borgmesterkontoret i et par år, gik han pludselig ud og kritiserede regeringen - ikke for at bruge for mange af skatteborgernes penge på offentlige kulturtilbud, men for at bruge for lidt. "Jeg er bange for, at kulturlivet får endnu et hak nedad for at holde de offentlige udgifter i ro. Man skærer i den åndelige føde, men det er at gøre os alle en bjørnetjeneste," påstod han. Javel, ja.
I valgkampen i 2005 stillede Martin Geertsen op til Folketinget, men her fandt han igen tilbage til nichen som liberal kritiker af Venstres midterkurs. Det kunne gavne ham i kampen mod hans primære konkurrent, Jens Rohde, vurderede Martin Geertsen. Valget blev dog tabt, og det blev tilsyneladende også hans genfundne liberale ståsted. For da Venstre halvandet år senere skulle sende en repræsentant til en debat i Deadline med det nystiftede parti Liberalisternes formand var det ingen anden end Martin Geertsen, som sad der i studiet og afviste enhver kritik af Venstres midterkurs. Uden midterkursen ville Venstre være et meget lille parti, påstod han nu pludselig. Efter at han havde afløst Søren Pind som Venstres førstemand i København, fandt han bare den rolle mest givtig.
En politiker, der på den måde er i stand til at vende på en tallerken, blot fordi det tjener hans personlige interesser bedst, er uden politisk integritet og troværdighed. Sådan en politiker kan ingen, der forventer af politikere, at de kæmper en vedholdende kamp for et sæt klare værdier, bruge til noget.
For Martin Geertsens egen skyld kan man håbe, at han forlader politik, fordi han har indset, at den levebrødspolitiske livsbane, som han er slået ind på, er uden mening. Måske har han reflekteret over sin tilværelse, set sig i spejlet og erkendt, at hvis det fortsætter på den måde, så vil han ved sin pensionering kunne se tilbage på et politisk liv, hvor han ikke gjorde nogen som helst forskel, men kun flød med strømmen. Og måske har han så tænkt, at det er bedre at stoppe nu og bruge årene på faktisk at udrette noget. Det kan ikke udelukkes.
Men når det gælder det politiske, så har Martin Geertsen gennem årene vist sig at være en ret ligegyldig person - ja, det skrev vi: ligegyldig. Ingen med drømme om et systemskifte i København bør begræde hans afgang. Tværtimod bør hans eksempel bruges til skræk og advarsel for andre, der gør sig tanker om at gå ind i borgerlig partipolitik.
Det er ikke fordi, Martin Geertsen ikke kan det politiske spil, for det kan han. Det er heller ikke, fordi han ikke evner at kommunikere med vælgerne, for det er han fint i stand til. Han mangler ikke de evner, som normalt vækker begejstring blandt de "politiske iagttagere", der kommenterer politik på samme måde som en fodboldkamp, hvor det ikke gælder om at komme nogen steder hen, men kun om at skyde mål, som kan puttes op på en lystavle til ingen anden gavn end underholdning og nye millionkontrakter til spillerne.
Det er ikke hans evner indenfor det spil, der gør ham så politisk ligegyldig. Det er fordi, han mangler den første forudsætning for at gøre en forskel i politik: Man skal ville noget! Man skal brænde for noget! Man skal have principper, man vil kæmpe for! Hvis man ikke har det, så er man jo ikke i politik af andre grunde end for receptionernes, medieomtalens og borgmesterpensionens skyld.
Her på stedet mindes vi ikke, at Martin Geertsen har kæmpet for en sag, som han troede på, hvis ikke han samtidig så den som en mulighed for at kapre flere stemmer. Vi mindes til gengæld flere lejligheder, hvor han kæmpede for en politik, som vi ærligt talt ikke troede var hans.
I sin tid som aktiv i Venstres Ungdom havde Martin Geertsen f.eks. den opfattelse, at borgerne selv skulle have lov at afgøre, hvilken slags kultur deres penge skulle bruges på. Der var ingen grund til at lade politikerne bestemme det, mente han. Men så blev han kulturborgmester, og efter at have indåndet luften på borgmesterkontoret i et par år, gik han pludselig ud og kritiserede regeringen - ikke for at bruge for mange af skatteborgernes penge på offentlige kulturtilbud, men for at bruge for lidt. "Jeg er bange for, at kulturlivet får endnu et hak nedad for at holde de offentlige udgifter i ro. Man skærer i den åndelige føde, men det er at gøre os alle en bjørnetjeneste," påstod han. Javel, ja.
I valgkampen i 2005 stillede Martin Geertsen op til Folketinget, men her fandt han igen tilbage til nichen som liberal kritiker af Venstres midterkurs. Det kunne gavne ham i kampen mod hans primære konkurrent, Jens Rohde, vurderede Martin Geertsen. Valget blev dog tabt, og det blev tilsyneladende også hans genfundne liberale ståsted. For da Venstre halvandet år senere skulle sende en repræsentant til en debat i Deadline med det nystiftede parti Liberalisternes formand var det ingen anden end Martin Geertsen, som sad der i studiet og afviste enhver kritik af Venstres midterkurs. Uden midterkursen ville Venstre være et meget lille parti, påstod han nu pludselig. Efter at han havde afløst Søren Pind som Venstres førstemand i København, fandt han bare den rolle mest givtig.
En politiker, der på den måde er i stand til at vende på en tallerken, blot fordi det tjener hans personlige interesser bedst, er uden politisk integritet og troværdighed. Sådan en politiker kan ingen, der forventer af politikere, at de kæmper en vedholdende kamp for et sæt klare værdier, bruge til noget.
For Martin Geertsens egen skyld kan man håbe, at han forlader politik, fordi han har indset, at den levebrødspolitiske livsbane, som han er slået ind på, er uden mening. Måske har han reflekteret over sin tilværelse, set sig i spejlet og erkendt, at hvis det fortsætter på den måde, så vil han ved sin pensionering kunne se tilbage på et politisk liv, hvor han ikke gjorde nogen som helst forskel, men kun flød med strømmen. Og måske har han så tænkt, at det er bedre at stoppe nu og bruge årene på faktisk at udrette noget. Det kan ikke udelukkes.
