Det er helt forståeligt, at mange danske soldater fortryder deres oprindelige tilsagn om at tage afsted til Afghanistan. Bare de seneste fire måneder er fem af deres kolleger døde dernede - og til hvilken nytte? Officielt er de danske soldater i Afghanistan for at skabe demokrati i et land, som aldrig tidligere han kendt til denne styreform, og hvor de dominerende befolkningsgrupper ikke vil have den. Det er et håbløst projekt, og alle ved det.
Men danskerne er der alligevel, fordi vore politikere gerne vil føle, at de har en rolle at spille i store begivenheder med international opmærksomhed. "Danmark skal bære sin del af ansvaret," lyder mantraet fra politikerne, for hvem ansvaret er overordenligt let at bære. Det er ikke dem, der risikerer livet dernede, og man finder heller ingen politikerbørn blandt soldaterne. Den økonomiske regning for eventyret udskrives i øvrigt også til andre.
Det er nemt at have ambitioner om dansk deltagelse i farlige missioner, når man selv og ens kære kan opholde sig trygt i Danmark og nøjes med at holde flotte taler om, at alle må yde deres for at udbrede demokrati i fjerne egne af verden. Politikerne får et personligt kick ud af at træffe beslutninger om at sende soldater afsted - de føler, at de spiller en hovedrolle i historiske begivenheder - men soldaterne bør ikke hoppe på limpinden. Deres deltagelse i fantasterierne risikerer at koste dem livet.
"Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder." Smukke ord, som beskriver den livsindstilling, at der findes vigtigere ting i tilværelsen end at opretholde sin egen sølle eksistens. Men man skal vælge de kampe, man vil dø for med omhu. Når det er så svært for demokratiet at slå rod i Afghanistan, så skyldes det, at alt for få afghanere finder det værd at kæmpe til døden for sagen, selvom netop de burde være de første til at gøre det. Så kan man ikke fortænke de danske soldater i, at de heller ikke vil.
Tværtimod bør opfordringen lyde: Bliv hjemme, soldater! Gem jeres offervilje til en sag, som er det værd.
Men danskerne er der alligevel, fordi vore politikere gerne vil føle, at de har en rolle at spille i store begivenheder med international opmærksomhed. "Danmark skal bære sin del af ansvaret," lyder mantraet fra politikerne, for hvem ansvaret er overordenligt let at bære. Det er ikke dem, der risikerer livet dernede, og man finder heller ingen politikerbørn blandt soldaterne. Den økonomiske regning for eventyret udskrives i øvrigt også til andre.
Det er nemt at have ambitioner om dansk deltagelse i farlige missioner, når man selv og ens kære kan opholde sig trygt i Danmark og nøjes med at holde flotte taler om, at alle må yde deres for at udbrede demokrati i fjerne egne af verden. Politikerne får et personligt kick ud af at træffe beslutninger om at sende soldater afsted - de føler, at de spiller en hovedrolle i historiske begivenheder - men soldaterne bør ikke hoppe på limpinden. Deres deltagelse i fantasterierne risikerer at koste dem livet.
"Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder." Smukke ord, som beskriver den livsindstilling, at der findes vigtigere ting i tilværelsen end at opretholde sin egen sølle eksistens. Men man skal vælge de kampe, man vil dø for med omhu. Når det er så svært for demokratiet at slå rod i Afghanistan, så skyldes det, at alt for få afghanere finder det værd at kæmpe til døden for sagen, selvom netop de burde være de første til at gøre det. Så kan man ikke fortænke de danske soldater i, at de heller ikke vil.
Tværtimod bør opfordringen lyde: Bliv hjemme, soldater! Gem jeres offervilje til en sag, som er det værd.
