Leder: Luk den udstilling

Det må have slået klik for en eller anden i Tivoli, da vedkommende sagde ja til at udleje H

Slettet Bruger,

18/04/2008

Det må have slået klik for en eller anden i Tivoli, da vedkommende sagde ja til at udleje H. C. Andersen Slottet til den makabre udstilling "Bodies", hvor konserverede kinesiske lig udstilles for morskabs skyld. Hvis vi ser bort fra det rent æstetiske i udstillingen, om hvilket der kan være så mange meninger, så er det store spørgsmål jo: Hvem er de mennesker, som udstilles? Er de med, fordi de i levende live har sagt ja til, at deres jordiske rester kunne bruges i en omrejsende udstilling af flåede, døde menneskekroppe?

Ingen ved det! End ikke manden bag udstillingen, for han har ikke set papirer, som dokumenterer de udstilledes tilkendegivelse af accept. Det eneste, vi ved, er, at de er kinesere, og altså endte deres dage i et diktatur, om hvilket vi oven i ved, at det årligt henretter mellem 6.000 og 8.000 borgere for påståede forbrydelser. Blev der måske slået en ekstra eller to ihjel, dengang "Bodies" opkøbte kroppe?

Udstillingens talsmand, Dr. Roy Glover, siger: "Vi har ekstrem tillid til vores partneres integritet." Jo tak, tillid er godt, men i denne sag ville kontrol utvivlsomt være bedre. For hvorfor kommer kroppene lige præcis fra Kina? Hvorfor ikke fra USA eller Europa f.eks.? I Vesten bor der jo også mange mennesker, som dør i alle aldre og størrelser. Er det måske, fordi respekten for det enkelte menneske er så stor her, at det kun vanskeligt lader sig gøre at skaffe de mange kroppe og kropsdele fra frivillige donorer? Gik det måske lidt lettere i Kina, hvor idéer om individets rettigheder er knapt så rodfæstede?

At Tivoli har sagt ja til at lægge lokaler til denne udstilling er en sand skandale. Hvad i al verden tænker de på i Tivoli? Denne udstilling har rejst store dele af Europa og USA tyndt, og kritikken af udstillingen er ikke ny. Alligevel har Tivoli valgt at sige ja.

Det er skamfuldt. Udstillingen burde lukkes snarest.

Kilde: