Det er meget sarte mennesker, der går til politiet eller domstolene, når andre har udtrykt noget ufordelagtigt om dem. Senest er det Odense Kommunes Vollsmose-sekretariat, der vil have politiet til at stoppe et grovkornet satirisk spil, som med navnet "Voldsmose-spillet" synes at være møntet på den indvandrerdominerede Odense-bydel Vollsmose. Spillet er produceret af Den Danske Forening, og det er i det hele taget ofte folk med nationalistiske eller fremmedfjendske synspunkter, der oplever, at deres udtalelser skal en tur omkring politiet. Men de kan skam også selv. Dansk Folkepartis folketingsmedlem, Jesper Langballe, har således stævnet sin kollega fra Venstre, Birthe Rønn Hornbech, for injurier, fordi hun ifølge Langballe har udlagt hans syn på islam forkert i den seneste af hendes bøger.
Det er noget pjank at belemre politi og retsvæsen med den slags petitesser, spil såvel som bog. Er man utilfreds med andre menneskers synspunkter eller deres udlægning af ens egne synspunkter, så må man tage debatten med dem - skrive indlæg i aviserne, møde sine modstandere i debatter i radio og på tv, udtale sig til journalister der interesserer sig for emnet o.s.v. At gå til politi og retsvæsen med den type harmløsheder er at skyde gråspurve med kanoner og i øvrigt også utroligt egocentrisk. Hvorfor skal vi andre betale skat til løsning af disse pjattede uoverensstemmelser? Ingen er jo kommet til skade, man er kun blevet stødt lidt på manchetterne.
Racisme-paragraffen er mange danskere enige om at ville afskaffe, formentlig fordi den helt indlysende bliver brugt i disse år som et våben i en politisk kamp mellem stridende parter i udlændinge- og integrationsdebatten. Men injurielovgivningen er jo i bund og grund lige så tosset, hvilket sagen mellem Jesper Langballe og Birthe Rønn Hornbech illustrerer. Hvis vi alle gjorde som Langballe og gik til retsvæsnet hver gang andre havde udtalt sig om os og vores synspunkter i modstrid med vores egen opfattelse af sandheden, så kunne retsvæsnet ikke lave andet end at behandle injuriestævninger. En gennemgang af bare én avis' læserbrevssider ville vel kunne udløse 2-3 stævninger.
Det er næppe en overdrivelse at gå ud fra, at injurielovgivningen bliver overtrådt hvert eneste minut i Danmark. I skolegårde, på arbejdspladser, på fodboldbaner, hen over hækken mellem naboer og i den offentlige debat bliver der hele tiden sagt ting om folk, som er injurierende - som med lovens ord "krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse". Der er noget helt galt med en lovgivning, som kun kan fungere, fordi de fleste af os heldigvis ikke er lige så ømskindede som hverken Odense Kommunes Vollsmose-sekretariat eller Jesper Langballe. Hvis vi var det, så ville retsvæsnet bryde sammen.
Det er noget pjank at belemre politi og retsvæsen med den slags petitesser, spil såvel som bog. Er man utilfreds med andre menneskers synspunkter eller deres udlægning af ens egne synspunkter, så må man tage debatten med dem - skrive indlæg i aviserne, møde sine modstandere i debatter i radio og på tv, udtale sig til journalister der interesserer sig for emnet o.s.v. At gå til politi og retsvæsen med den type harmløsheder er at skyde gråspurve med kanoner og i øvrigt også utroligt egocentrisk. Hvorfor skal vi andre betale skat til løsning af disse pjattede uoverensstemmelser? Ingen er jo kommet til skade, man er kun blevet stødt lidt på manchetterne.
Racisme-paragraffen er mange danskere enige om at ville afskaffe, formentlig fordi den helt indlysende bliver brugt i disse år som et våben i en politisk kamp mellem stridende parter i udlændinge- og integrationsdebatten. Men injurielovgivningen er jo i bund og grund lige så tosset, hvilket sagen mellem Jesper Langballe og Birthe Rønn Hornbech illustrerer. Hvis vi alle gjorde som Langballe og gik til retsvæsnet hver gang andre havde udtalt sig om os og vores synspunkter i modstrid med vores egen opfattelse af sandheden, så kunne retsvæsnet ikke lave andet end at behandle injuriestævninger. En gennemgang af bare én avis' læserbrevssider ville vel kunne udløse 2-3 stævninger.
Det er næppe en overdrivelse at gå ud fra, at injurielovgivningen bliver overtrådt hvert eneste minut i Danmark. I skolegårde, på arbejdspladser, på fodboldbaner, hen over hækken mellem naboer og i den offentlige debat bliver der hele tiden sagt ting om folk, som er injurierende - som med lovens ord "krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse". Der er noget helt galt med en lovgivning, som kun kan fungere, fordi de fleste af os heldigvis ikke er lige så ømskindede som hverken Odense Kommunes Vollsmose-sekretariat eller Jesper Langballe. Hvis vi var det, så ville retsvæsnet bryde sammen.
