Leder: Licens-modstand som folkesag blandt de unge

Danmarks Radio og alle mediemastodontens forsvarere står med en kæmpe udfordring foran sig

Slettet Bruger,

10/03/2008

Danmarks Radio og alle mediemastodontens forsvarere står med en kæmpe udfordring foran sig. At over 38.000 fortrinsvis unge danskere har tilmeldt sig en Facebook-gruppe, der er imod opkrævningen af licens til DR, vidner om, at det for de yngre generationer ikke er så indlysende god en idé at holde liv i en statsejet tv-, radio - og internetudbyder, som det er for de ældre.

De unge har af naturlige grunde svært ved at se, hvad det skal gøre godt for, og derfor vil de ikke betale til det. For hvad er det, Danmarks Radio giver dem, som de ikke kan få andre steder? Dramaserier kan også fås på TV2 og TV3. Nyheder kan hentes alle vegne. Et show som X-Factor ville fungere lige så godt på en hvilken som helst anden kanal end DR1. Og hvad angår dokumentarprogrammer, er det primært TV2, der har sat dagsordenen i den senere tid med udsendelsesrækken Operation X. DR leverer intet, som ikke allerede i dag bliver leveret af andre, eller som andre med fordel kunne tage på sig, hvis DR ikke sad på markedet med alle sine licenspenge i ryggen.

Danmarks Radio er en anakronisme fra de dage, hvor adgangen til at distribuere elektroniske medier var begrænset, fordi der kun var et givent antal frekvenser på sendenettet. I dag kan enhver - profesionelle som amatører - gå i gang for sig selv med at udsende nyheder, radio og tv hjemme fra stuen via nettet, og i dette overvældende tilbud af alt til enhver smag har en statsejet og politisk styret medieinstitution som DR endnu mindre eksistensberettigelse end tidligere.

Derfor må Danmarks Radio samt venner konstatere, at fanskaren vil blive mindre og mindre år for år i takt med, at de ældre generationer, som voksede op med monopolfjernsynet, uddør, mens de nye generationer, som aldrig har kendt andet end frit valg på alle hylder, kommer til at fylde mere. I stedet for at begræde det burde alle venner af frie medier juble! For medierne skal ikke styres af politikerne, sådan som DR bliver det. De skal leve uafhængigt af statmagten og være borgernes vagthund overfor den, fremfor at være politikernes kanal til indpodning af de rette systembevarende holdninger i undersåtterne.

Kilde: